Dumb and Dumber To (2014)

    To meget bøvede venner gør sig uheldigt bemærket, hvor de end går og står. Allerhelst vil de prutte og affyre dillervitser.


    TUMPET & ’TUMPEDERE'

    Sammenhængende i denne serie:
    Dumb and Dumber (1994)
    Dumb and Dumberer: When Harry Met Lloyd (2003)
    Dumb and Dumber To (2014)

    Hvor den første film fra 1994 var sund gymnastik for lattermusklerne, er vi her tyve år senere ude i noget sjasket makværk: "Dumb and Dumber To" syner mere af kassetænkning end idérigdom.

    Falder til jorden
    Makkerparret Jim Carrey og Jeff Daniels havde uden tvivl noget at spille på for tyve år siden, men i denne opfølger falder selv de mest ekstreme vittigheder til jorden – der er meget langt mellem træk på smilebåndene. De to venner går til ekstremerne for at narre hinanden, således har Jim Carrey spillet tavs dåre i kørestol i tyve år – blot for at kunne overraske sin gode ven, der vel at mærke har skiftet voksenble på ham i alle årene...!

    På landevejen
    Men nu er det alvor, for Jeff Daniels har brug for en ny nyre.. og måske får han chancen, da det viser sig, at han har en voksen datter et sted derude – en kvinde, som vennerne nu sætter sig for at finde. Der er en kat, der hedder 'Numsehul', fordi den har et sådant, som Jeff viser det til Carrey, og der pruttes hensynsløst i "bagagerummet" på en ligvogn, blot for at give en levende passager en lærestreg.

    Finder ikke formen
    Det kunne muligvis have været jævnt morsomt, serveret i velkoreograferede rammer, men historien er ikke velskrevet, og Jeff Daniels er den af de to, der har sværest ved at finde formen – han slipper kun lige nøjagtig for "det røde kryds". "Dumb and Dumber To" har en håndfuld skæve scener og ikke meget andet – og så er hele filmen tungt underkastet oceaner af (brudstykker af) pop/rock/beat-musik.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, USA, Komedie, Farce, 109 min.

    Dansk titel: Dum og dummere 2
    Instr: Bobby Farrelly, Peter Farrelly Prod: Riza Aziz, Bobby Farrelly, Peter Farrelly, Joey McFarland Manus: Sean Anders, John Morris, Bobby Farrelly, Peter Farrelly Foto: Matthew F. Leonetti Klip: Steven Rasch Mus: Empire of the Sun