Fúsi (2015)

Dagur Kári rykker med sin fjerde spillefilm hjem til Island og præsterer et nordatlantisk mesterværk: Fuldendt enkelt og rørende.

Et ensomt gemyt
Den svært overvægtige Fúsi er midt i fyrrerne og bor stadig hjemme hos sin mor. Han passer sit arbejde med bagagehåndteringen i lufthavnen og er ellers et ensomt gemyt uden mange venner.

Gavmild og kærlig
Da han pludselig oplever, at kvinden Sjöfn viser interesse for ham, blomstrer hans store hjerte, og han overøser hende med gavmildhed og kærlighed uden i øvrigt at vise tegn på andet end ønsket om venskab.

For godt til at være sandt?
Fúsi er meget genert, og for ham er opmærksomheden ny. Han tør ikke helt tro på det, og måske er det også for godt til at være sandt...

Dyb og bevægende
Det står hurtigt klart, at filmen er både dyb og bevægende. Det mærkes fra første scene, hvor Gunnar Jónsson i den på mange måder store hovedrolle er fuld af den nødvendige indlevelse.

Dragende drivkraft
Dagur Kári skrev fra starten filmen specielt til Gunnar Jónsson. Ingen andre ville have kunnet udfylde hovedrollen, og man mærker da også den unikke sammensmeltning med rollen som en helt igennem dragende drivkraft filmen igennem.

Varmt portræt
Filmen er ualmindelig varm i sit portræt af isolationen som anderledes og overvægtig. Det smerter helt ind i hjertet, når Fúsi bliver voksenmobbet på arbejdet. Samtidig understøtter en bittersød humor de alvorstunge begivenheder, hele tiden afdæmpet og afbalanceret til filmens helt egen smukke rytme.

Højdramatisk indadvendthed
Musikken dukker op i afmålte små enklaver og er sjældent en medspiller i handlingen. Kári har flot indfanget Reykjaviks nordlige melankoli uden at vise byen fra nogen særligt farvet vinkel. Den vilde natur er kun en medspiller i form af vinterstormvejr, men det er til gengæld et meget kraftfuldt virkemiddel, der understøtter filmens intenst højdramatiske indadvendthed.