Idioterne (1998)

De danske dogmefilm:
Festen (1998)
Idioterne (1998)
Mifunes sidste sang (1999)
The King is Alive (2000)
Italiensk for begyndere (2000)
Et rigtigt menneske (2001)
En kærlighedshistorie (2001)
Elsker dig for evigt (2002)
Se til venstre der er en svensker (2002)
Forbrydelser (2004)

Befriende alternativt! "Idioterne" er en alt andet end idiotisk fornyelse af filmgenren. Man skal føle det selv for at kunne forstå det..
 

Aparte filmoplevelse

Undervejs i denne aparte filmoplevelse sidder man skiftevis og griner og føler sig trist. Historien er så svingende og så uforudsigelig, at man ikke på noget tidspunkt undervejs slipper ud af dén drømmeagtige tilstand, man befinder sig i.

Dybest set forkasteligt
De morsomste scener burde slet ikke være morsomme, for der er tale om grov og egentlig forkastelig parodi på åndssvage. Men instruktør Lars von Trier og hans enestående hold af skuespillere formår alligevel næsten hver gang at gøre grin på en måde, der tager den målløse tilskuer helt med storm.

Genialt skørt
Det er den genialt skøre historie, der tillader uhæmmet men samtidig acceptabel parodi på åndssvage. En gruppe halvvoksne unge er kommet på, at man ved at 'spasse' rundt i sin fritid kan finde nogle vigtige ting frem i sig selv. Ting man måske har fornægtet eller fortrængt. At 'spasse' vil sige at agere savlende, beløjet, armfægtende idiot. I filmens betagende anslag introduceres vi for denne form for 'interesse'.
 

En sær situation

På en restaurant har den usikre og fattige Karen (en delikat uafbalanceret Bodil Jørgensen) netop bestilt et stykke brød og en danskvand, da hun og de øvrige restaurantgæster bliver forstyrret af en gruppe psykisk udviklingshæmmede fra en institution.

Holdt for nar
En af de udviklingshæmmede, Stoffer, fatter sympati for Karen, og han vil ikke slippe taget i hendes arm. Så Karen må køre med i taxaen. Hér opfatter hun, at hun er blevet holdt for nar. Gruppen af 'åndssvage' er i virkeligheden 'helt normale' mennesker. De dyrker altså denne 'spassen rundt' for åbent tæppe. Karen kører med til gruppens tilholdssted i et gammelt sommerhus. Her møder hun de øvrige deltagere, der hver især 'spasser' et sted på grunden.

Livagtig leg
I og med at gruppen 'spasser' uden for deres tilholdssted, er det ikke kun deres formål at opnå selvtilfredsstillelse, men også at markere sig i bybilledet. Almindelige mennesker skal udsættes for deres livagtige leg. Gruppen vil have reaktioner, de vil opnå et eller andet.

Vidunderlige situationer
Der opstår mange vidunderlige situationer både i og udenfor sommerhuset, og Karen finder ud af, at hun holder af alvoren i legen og beslutter sig for at blive.

Dogme-regelsæt
Lars Von Trier skrev i 1995 sammen med fire andre danske instruktører under på, at han ville overholde de særlige regler, der kendetegner en "dogme-film". Det vil sige, at filmen skal være optaget med håndholdt kamera, man må kun bruge det naturlige lys. Musik må kun anvendes, hvis det spilles i baggrunden under optagelserne. Ultimativ fornyelse
Det lyder umiddelbart lidt hysterisk, men når man har set "Idioterne" kan man godt se, at det er en god idé. Her er fornyelse for alle pengene.
 

Realisme?

Man bliver ikke træt af eller irriteret på de primitive måder at optage på. Lars von Trier skaber virkelig en følelse af realisme og troværdighed på dén måde. Der er ingen stiliserende lyssætninger eller kamera-trackings til at tage brodden af autenticiteten.
 

Vidunderligt spil

Skuespillet er vidunderligt og så tæt på virkeligheden, som man kan komme. Skønt historien hist og her kan forekomme utroværdigt langt ude, så sørger skuespillerne for at gøre den helt i orden.

Som at være der selv
Der er scener i filmen, der kopierer hverdagshændelser så gennemført realistisk, at det er som at være der selv. Som fx da Stoffer forsøger at sælge sin onkels hus til et interesseret par. Stoffer vil jo i virkeligheden ikke have, at huset bliver solgt, da det er her 'spasser-gruppen' holder til.

Forsvarsmekanismer
Paprika Steen leverer nogle af filmens allerbedste minutter, mens hun hører på Stoffers løgnehistorier om institutionen, der er nabo til sommerhuset. Kvindens reaktion, hendes forsvarsmekanismer, modvilje og skræk, samtidig med at hun lader som om, det ikke gør noget og godmodigt hilser på et par af 'spasserne' - det er fænomenalt spil og hylende morsomt, netop fordi det er så realistisk: Sådan havde man sikkert også selv reageret i en lignende situation!

Holdbart alternativ
Der er nærmest kun absurd betagende scener i filmen, og det er alt sammen noget, man kommer i tanker om flere dage efter. Da 'ungspasseren' Jeppe bliver overladt til en flok tatoverede rockere på en bodega for eksempel. Hvad kan der ikke kom ud af dét? Tja, man må jo nok indrømme, at "Idioterne" er et holdbart alternativ.

Pressen skrev:
Langt de fleste anmeldere tog godt imod "Idioterne": "Et aldeles forfriskende pust i de danske biografer", "Dumhedens triumf", "Vellykket idioti", "Grim som arvesynden, dybt bevægende, beskæmmende morsom og beregnende naiv - Idioterne er radikalt anderledes, men knapt så dum, som den lader" og "Triers tosserier ramte plet."

Negative toner
Men der var også helt som forventet nogle stykker, der slet ikke kunne se det morsomme i de eksplicitte spasserier: "Et kvalmt og frastødende flop. To timer med flagrende, flakkende billeder, der giver kvalm utilpashed. Og handlingen forstærker blot ubehaget" og "En irriterende dum film, der ikke engang kan provokere, fordi dens eneste og bærende idé forekommer totalt perspektivløs"