Fløjtespilleren (1953)
En mand, der har glemt hvem han er, opdager at han er god til at spille på fløjte og bliver artist i et cirkus. Men snart indhenter fortiden ham.
FÆLLESSKABETS MELODI
Morten-Korch-filmene:
De røde heste (1950)
Mosekongen (1950)
Det gamle guld (1951)
Det store løb (1952)
Fløjtespilleren (1953)
Flintesønnerne (1956)
Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
Det skete på Møllegården (1960)
Der brænder en ild (1962)
Kampen om Næsbygaard (1964)
Næsbygaards arving (1965)
Krybskytterne på Næsbygård (1966)
Brødrene på Uglegaarden (1967)
De røde heste (1968)
Manden på Svanegaarden (1972)
Fætrene på Torndal (1973)
Sønnen fra Vingården (1975)
Affæren i Mølleby (1976)
Fruen på Hamre (2000)
Den femte Morten Korch-filmatisering er egentlig ganske gedigen og med den historie, der ligger i den mindre vamle ende. Men man skal samtidig trækkes med ulideligt lange cirkusnumre, der i helheden stjæler al for megen opmærksomhed og former en række lalleglade scener.
En forvirret mand
En forvirret mand er af den varmhjertede cirkusartist Laust blevet smuglet over grænsen og bliver nu sin glemte identitet til trods - han har været involveret i en alvorlig ulykke - optaget som fløjtespillende klovneartist. Da han en dag bliver genkendt af en ung kvinde som dennes formodede døde forlovede, hjælper det ikke hans hukommelse på gled. Der skal endnu en ulykke til, før manden endelig kan huske sin fortid og identitet, som marinesoldaten Martin.
Elskelig ånd
"Fløjtespilleren" har meget af den uskyldige Korch-charme, der særligt frodigt blomstrede i 50’er-filmatiseringerne. Der hviler en elskelig ånd over det frie og åbenhjertige cirkusliv, som vores hovedperson dumper ned i.
Fællesskabsfølelse
Og denne fællesskabsfølelse er en af filmens mest vellykkede stemninger - naturligvis hele tiden udfordret af brodne kar i form af alkoholisme, tyveri og jalousi.
Rigelig lagkagekomik
Som nævnt udspiller meget af handlingen sig i cirkusmanegen - hvad man jo egentlig ikke kan kalde handling men snarere en slags filmatiseret cirkus med rigelig lagkagekomik, når Peter Malbergs klovn folder sig ud i stygt lange sekvenser.
Utilfreds forfatter
"Fløjtespilleren" blev den sidste af Korch-filmatiseringerne, som forfatteren nåede at opleve inden sin død, og han var bestemt ikke tilfreds med instruktøren Alice O’Fredericks’ dispositioner, bl.a. at henlægge handlingerne til et samtidigt univers langt fra den fortidssværmeriske idyl.
Dundrende succes
Også denne film blev imidlertid en dundrende succes i biografer landet over, på sin vis forståeligt nok i den smittende ånd af fællesskab og retvendt lykke.
Varen leveres
Der bliver ikke rigtig levnet rum til de små eller store skuespillerpræstationer, men Poul Reichhardt og Peter Malberg leverer varen uden uforudsigeligheder, og i det ligger i sig selv en for nationen samlende kvalitet.
Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1953, Danmark, Drama, Dyr på film, 98 min.
Dansk titel: Fløjtespilleren- Poul Reichhardt (Kurt/Martin Vest)
- Helga Frier (Cirkusdirektør Karla)
- Peter Malberg (Laurits "Laust" Jeppesen)
- Grethe Holmer (Bodil Nielsen)
- Ib Schønberg (Onkel Hans)
- Ib Mossin (René)
- Louis Miehe-Renard (Jack Hviid)
- Jeanne Darville (Rosa "Anita" Mogensen)
- Ove Rud (Frank Otto Munk)
- Jakob Nielsen (I) (Sorte Henrik)
- Thorkil Lauritzen (Sprechstallmeister)
- Ole Neumann (Dreng)
- Rudi Hansen (Cirkuspige)
- Otto Møller Jensen (Cirkusdreng)
- Knud Hallest (Toldbetjent)
- Povl Wøldike (Læge)
- Irene Hansen (Marianne)
- Alma Olander Dam (Kurts mor)
- Hans Egede Budtz (Kommandør)
- Beatrice Palner (Kvinde i merkanteri)
- Margrethe Nielsen (Fru Hviid)
- Annisette Hansen (Cirkuspige)
- Axel Strøbye (Klarinetspiller)
- Erling Dalsborg (Saxofonist)
- Jens Kjeldby (Toldbetjent)
- Lene Poulsen (Linda)
- Morten Korch (Tilskuer i cirkus)
- Ole Tage Hartmann (Tilskuer i cirkus)
- Lene Ingemann Jørgensen (Linda)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation