Fløjtespilleren (1953)

Morten-Korch-filmene:
De røde heste (1950)
Mosekongen (1950)
Det gamle guld (1951)
Det store løb (1952)
Fløjtespilleren (1953)
Flintesønnerne (1956)
Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
Det skete på Møllegården (1960)
Der brænder en ild (1962)
Kampen om Næsbygaard (1964)
Næsbygaards arving (1965)
Krybskytterne på Næsbygård (1966)
Brødrene på Uglegaarden (1967)
De røde heste (1968)
Manden på Svanegaarden (1972)
Fætrene på Torndal (1973)
Sønnen fra Vingården (1975)
Affæren i Mølleby (1976)
Fruen på Hamre (2000)

Den femte Morten Korch-filmatisering er egentlig ganske gedigen og med den historie, der ligger i den mindre vamle ende. Men man skal samtidig trækkes med ulideligt lange cirkusnumre, der i helheden stjæler al for megen opmærksomhed og former en række lalleglade scener.
 

En forvirret mand

En forvirret mand er af den varmhjertede cirkusartist Laust blevet smuglet over grænsen og bliver nu sin glemte identitet til trods - han har været involveret i en alvorlig ulykke - optaget som fløjtespillende klovneartist. Da han en dag bliver genkendt af en ung kvinde som dennes formodede døde forlovede, hjælper det ikke hans hukommelse på gled. Der skal endnu en ulykke til, før manden endelig kan huske sin fortid og identitet, som marinesoldaten Martin.

Elskelig ånd
"Fløjtespilleren" har meget af den uskyldige Korch-charme, der særligt frodigt blomstrede i 50’er-filmatiseringerne. Der hviler en elskelig ånd over det frie og åbenhjertige cirkusliv, som vores hovedperson dumper ned i.

Fællesskabsfølelse
Og denne fællesskabsfølelse er en af filmens mest vellykkede stemninger - naturligvis hele tiden udfordret af brodne kar i form af alkoholisme, tyveri og jalousi.

Rigelig lagkagekomik
Som nævnt udspiller meget af handlingen sig i cirkusmanegen - hvad man jo egentlig ikke kan kalde handling men snarere en slags filmatiseret cirkus med rigelig lagkagekomik, når Peter Malbergs klovn folder sig ud i stygt lange sekvenser.

Utilfreds forfatter
"Fløjtespilleren" blev den sidste af Korch-filmatiseringerne, som forfatteren nåede at opleve inden sin død, og han var bestemt ikke tilfreds med instruktøren Alice O’Fredericks’ dispositioner, bl.a. at henlægge handlingerne til et samtidigt univers langt fra den fortidssværmeriske idyl.

Dundrende succes
Også denne film blev imidlertid en dundrende succes i biografer landet over, på sin vis forståeligt nok i den smittende ånd af fællesskab og retvendt lykke.

Varen leveres
Der bliver ikke rigtig levnet rum til de små eller store skuespillerpræstationer, men Poul Reichhardt og Peter Malberg leverer varen uden uforudsigeligheder, og i det ligger i sig selv en for nationen samlende kvalitet.