Heat (1995)

"Heat" er fremragende underholdning og et af de bedste bud på den ultimative kriminalfilm fra 1990'erne. Bagmanden hedder Michael Mann, og med "Heat" er han tilbage i dén genre, han mestrer bedst – kriminal-actionthrilleren, hér både som manuskriptforfatter, producent og instruktør.

Iskold og effektiv
Neil McCauley (Robert De Niro) er en iskold, møghamrende effektiv forbryder, der leder en velorganiseret bande. Bandens "varemærke" er at begå minutiøst planlagte røverier uden at efterlade sig spor. Men uheldigvis kommer McCauley til at tage en fanatisk morder med i et kup, og dennes ubarmhjertige henrettelse af tre betjente er skyld i, at politiet giver sagen første prioritet.

Klichéen hævdholdes
I spidsen for efterforskningen står den engagerede betjent Vincent Hanna (Al Pacino), der – klichéen hævdholdes – har store problemer med at holde sammen på sit (tredje) ægteskab. Han sætter folk til at skygge og aflytte de mistænkte.

Fælden klapper
På det helt rigtige tidspunkt skal fælden klappe. Efterhånden er brikkerne ved at falde på plads for Hanna, og han arrangerer et sjældent møde over en kop kaffe med bandelederen McCauley. Her bliver de enige om – på hver deres side af loven – at gøre det, de hver især er nødt til at gøre.

Funklende fortællestil
Det er ikke selve historien, der er filmens primære force, men måden, den er fortalt på. Det er ganske enkelt funklende: Medrivende, underholdende, visuelt storslået og med enestående skuespil.

Krydret banalitet
Det er en stor kvalitet, at en film med et så forholdsvist banalt plot formår at krydre sig selv, så resultatet alligevel bliver noget særligt. Bedst er Robert De Niro og – bag kameraet – en veloplagt, håndfast Michael Mann.

Fint træk i trådene
Al Pacino er også udmærket, men han savner modspil i en lettere isoleret lovhåndhæver-rolle. Selvom instruktøren tydeligvis ikke har haft megen indflydelse på stjerneskuespillernes fremtræden, er det alligevel imponerende, at han formår at holde så overbevisende sammen på dem og få dem til at fungere sammen i den voldsomme og spændingsmættede, knapt tre timer lange film. Det er også Manns fortjeneste, at tilskueren kommer til at føle noget for både helte og skurke. Dét er den stemningsfulde, storslåede fortællestil en afgørende årsag til.

Storbypuls
Billede og lyd går godt i spænd. Dante Spinottis fotografering er i høj grad med til at skabe en storbypuls, en følelse af at være midt i rædslen. Det samme gælder Elliot Goldenthals originale musik og den tempo-afbalancerede klippeteknik.