Il y a longtemps que je t'aime (2008)

    Efter 15 år bag tremmer vender en kvinde tilbage til sin familie og dennes venner. Det er svært at vende sig til virkeligheden, men det går fremad.


    DEPRESSIV CATWALK

    Det er svært ikke at anerkende ethvert filmisk tiltag udi det afdæmpedes og jordbundnes sfærer, og en sådan film er Philippe Claudels med den poetiske titel "Il y a longtemps que je t'aime".
     

    Ikke forført for enhver pris

    Omvendt skal man ikke lade sig forføre for enhver pris - og det er hvad mange tilskuere må forventes at blive - netop i kraft af Claudels indadvendte fokus på det nære og historiens kerne.

    Vægt på historien
    Det er en film med vægt på historien. Skallen udenom fylder dog mere, end man måske bemærker, men mere herom senere.
     

    Største svaghed

    Og det er netop historien, der måske er filmens største svaghed. For med det meste af vægten på en narrativ udvikling, der kredser om en art formålsløs formålsrettethed, tipper historien meget nemt ned i en grøft af let søgt og sensationel suppe.

    Aldeles på måtten
    Det er netop hvad der sker for Claudel: han er så forsigtig og så omhyggelig med sin film og dens udvikling, at den holder sig helt og aldeles på måtten, lige indtil han kradser hul på bylden og skaber en udvikling uden den sarteste sans for, hvad der lader sig gøre i den store ægtheds tjeneste.
     

    Bor hos søster

    En kvinde kommer ud af fængslet efter 15 år og skal bo hos sin søster, dennes mand og to adopterede døtre. Kvinden er tavs, indadvendt og deprimeret og har brug for tid for at vende sig til lyset og livet udenfor.
     

    Hemmelighedsfuld kvinde

    Mændene fatter interesse for den hemmelighedsfulde kvinde uden fortid, men det er vanskeligt for kvinden at skaffe et job og et ståsted, der kan skabe en form for fundament for selvtillid, og hendes kriminelle handling dengang er længe filmens uforløste og utilgivelige handling, der gør forsoning og tilgivelse umulig - lige indtil brikkerne tenderer at falde på plads.

    Berøringsangst
    Tilbage til skallen. "Il y a longtemps que je t'aime" er rigtignok en ganske fredelig film med vægt på historien. Men hvad mange måske ikke bemærker, er, at Claudel synes at have en berøringsangst, når historien bliver allermest personlig, nærværende og sart.
     

    Malplaceret musik

    Det er hér den virkeligt modige instruktør ville være konsekvent i sine stilistiske valg eller snarere fravalg. Claudel dumper desværre i og anvender som det tydeligste tegn på usikkerhed en dybt malplaceret guitar-musak, der som et ubevidst virkemiddel skal tage brodden af smerten hos tilskueren.

    Aldrig helt nært
    Skuespillet er en anden vigtig brik i filmen, idet historien i voldsom grad er centreret om det nære. Helt nært bliver det dog aldrig. Det kommer både til udtryk i en optisk distance og berøringsangst og i skuespillernes ofte famlende omgang med den depressive grundstemning gennem filmen.

    Optisk distance
    Den optiske distance er endnu en svaghed fra instruktøren, idet han ikke går hele vejen og portrætterer hoved- og bipersoner med den nødvendige grundighed og modet til det ultranære og fokuserede; det insisterende og kompromisløse.
     

    Såkaldte nærbilleder

    I stedet bliver de såkaldte nærbilleder en form for mellemting, hvor man hverken ser helt eller halvt ret længe ad gangen. Hermed forbliver skuespillerne statister i selve grundtanken fra instruktøren med at lade historien alene og dens barske, barske tema fungere som hele filmens helt store hovedrolle.

    Depressiv catwalk
    Det udvikler sig i lange og temmelig seje perioder til en art depressiv catwalk, hvor særligt Kristin Scott Thomas med hævede skuldre, nedslået blik og farveløs cottoncoat slentrer op og ned ad trøstesløse gader med farveløse kinder og ikke til at vriste et smil af.
     

    Afsmittende virkning

    Det smitter af på de øvrige spillere, der kan synes en kende rådvilde over for et så centralt udtryk, og ingen af Scott Thomas’ modspillere rummer reelt saften til at skabe bid i udviklingen.

    Slow motion klimaks
    Vi bevæger os mod en art slow motion klimaks, hvor filmens ellers sammenbidt religiøse tavshed omkring hovedpersonens kriminelle fortid pludselig får udløsning, og den anorgastiske kvindeskildring får et skub i en ophøjet slutning.
     

    Ikke overbevisende

    Filmen rummer en stribe falden på halen replikker, der undervejs i det fortættede univers formodes at skabe kiropraktiske mirakler hos publikum. Det fungerer ikke overbevisende. Lad os få den rene vare og ikke en mellemting, der tror, den tør gå hele vejen, men som dårligt når halvvejs.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2008, Frankrig, Tyskland, Psykologisk drama, 117 min.

    Dansk titel: Jeg har elsket dig så længe
    Instr: Philippe Claudel Prod: Yves Marmion Manus: Philippe Claudel Foto: Jérôme Alméras Klip: Virginie Bruant Mus: Jean-Louis Aubert
    Priser
    • BERLIN - Prize of the Ecumenical Jury
    • BERLIN - Reader Jury of the "Berliner Morgenpost"
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering
    • BD-N - Bedste ikke-amerikanske film
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Thomas)
    • GG-N - Bedste udenlandske film