The Dark Knight Rises (2012)

Film om Batman:

Batman (1989)
Batman Returns (1992)
Batman Forever (1995)
Batman & Robin (1997)
Batman Begins (2005)
The Dark Knight (2008)
The Dark Knight Rises (2012)

The Batman (2022)

Mere mørke, mere alvorstung action. Tredje kapitel i Christopher Nolans Batman-opdatering serverer tekst- og figurtung socialrealisme i en fiktiv chokoladerand, hvor alt kan lade sig gøre. Hvor første film gik op i en højere enhed af effektiv og æstetisk koreograferet action, oplever man i denne oppustede 3’er en næsten uudholdelig grad af ekstremisme.

Kronisk overdramatiseret
Der findes et større ocean af tilbedere af dette mystificerende, mørke og kronisk overdramatiserede univers. Man skal være fan af en anden verden for ikke at måtte kvæle et gab allerede efter en halv times spilletid.

Hysterisk langtrukken
Det er dog ikke det største problem ved filmen, at den er langtrukken. Det er snarere filmens tiltagende selv-moralisering, der i den ene navlebeskuende og "perspektiverende" scene efter den anden forsøger at sætte Batman-universet ind i en kontekst, hvor det overhovedet ikke hører hjemme.

Endeløse forklaringer
Hvad blev der af den gode historie i en effektiv actionformidling med smæk for skillingen og uden endeløse forklaringer på det ene og det andet? I stedet for at komme ud af starthullerne og bringe de budskaber, der ret beset hører hjemme i et filmatiseret tegneserieunivers, synker filmen dybere og dybere ned i kviksandet, effektivt kvælende komplet med næsten uophørlig filmmusik.

Under jorden

Den civile milliardær Bruce Wayne er gået under jorden, hvorfor man længe intet har hørt til hans alter ego, Batman. Men da galningen Bane melder sig som trussel mod det amerikanske samfund, må Batman i kappen igen, men måske er han ikke længere så usårlig som i gamle dage.

Overfladedybde
Man kan helt konkret kalde Nolans film for overfladedyb, sådan at forstå, at historien foregiver at skrælle lag af det fiktive univers og dissekere selve kernen i Batmans fantastiske evner. Men det er – snarere end at smøre chokoladecreme på et tykt lag smør – en uklædelig svulstighed og unødvendige lag af alverdens meta-fortolkninger på en grundlæggende simpel drengedrøm.

Overkoreograferet
Som allerede nævnt spiller filmmusikken en dræbende rolle. Der er ikke meget mere end 3 minutters stilhed, og filmens dræbende længde billiggør yderligere det overkoreograferede univers. Man kan få øje på en lille håndfuld brandgode actionscener, der typisk ikke er totalt artificielle, hvad der i øvrigt er filmens tydelige problem. Man har ikke en chance for at komme ned i materien, når hele universet er så "funklende" computerskabt.

Pæne præstationer

Der er pæne præstationer blandt skuespillerne, men ikke noget at skrive hjem om. Igen kan man tale om kvælningsdøden, hvor man kan diskutere, om det overhovedet er formålstjenligt at bruge rigtigt levende skuespillere i stedet for computerskabte helte og skurke.