Hvidsten Gruppen (2012)

    En modig familie på en idyllisk kro bliver central i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig.


    ROMANTISERET IDYL

    Fred og ro på landet
    Alt ånder fred og ro ude på det danske land, altså lige bortset fra, at tyskerne har besat landet. Da ejerne af Hvidsten Kro, Marius og Gudrun Fiil, bliver spurgt om de vil være væsentlige medspillere i en storstilet sabotage-forberedelse, tøver de ikke et øjeblik.
     

    I den lokale mose...

    I den lokale mose smider briterne inden længe store mængder sprængstof samt et par faldskærmssoldater. Hele familien Fiil er engageret, selv de unge døtre. Men engagementet er dødsensfarligt, særligt da tyskerne sørger for genindførelsen af dødsstraf i Danmark.

    Blankpoleret genskabelse
    "Hvidsten Gruppen" kan bedst beskrives som en let opdateret Morten Korch-film med et lidt alvorligere malurts-tema end nabogårdens korrupte gårdejersøn. Hele filmoplevelsen igennem mærker man sig den blankpolerede genskabelse af alt fra gårdidyl til små og store venskaber.
     

    Direkte komisk

    I filmens lange og idylliske indledning forekommer begivenhederne direkte komiske, grænsende til det ubehjælpsomme med alt fra stiv diktion til komisk konstrueret genskabelse af den svundne tid på et niveau, der leder tankerne hen på tv-serien Krøniken (tvs).

    Tilforladeligt velment
    Efter omtrent tyve minutters småpinlig tomgang begynder filmen dog heldigvis at træde en anelse mere i karakter, og man bliver vidne en tilforladeligt velment indføring i sabotagens selvvalgte livsfare.
     

    Blankpoleret melodramatik

    For mere end ’tilforladeligt velment’ kan der ikke blive tale om. Hertil er filmen både for blankpoleret og melodramatisk. Ganske vist fungerer et par dramatiske scener i mosens nattemørke nogenlunde efter hensigten, men man vender hurtigt tilbage til en idyl, der bliver ved med at overromantisere sabotage-gerningen.
     

    Imod strømmen

    Anne-Grethe Bjarup Riis debuterer som spillefilmsinstruktør, og det bedste der kan siges om den sag er vel, at det er helt i Regner Grastens ånd at gå imod strømmen og vedblive at overraske i processerne bag kameraet.

    Ingen overraskelser
    Når man ser på resultatet af deres fælles arbejde er det bestemt ikke overraskelsen, der er fremtrædende. Hvad der er positivt overraskende er filmens mådehold udi effekt-indpakning. Musik er der relativt lidt af: langt de fleste transportscener og almindelige hyggestunder er helt uden underlægningsmusik, mens det højspændte alligevel får en gang opskruede brummetoner. Og pludselig dukker Edvard Grieg op! Hvor nordisk-samklingende kan det ikke blive..
     

    Hæderligt skuespil

    Til alt held er skuespillet næsten over hele linjen hæderligt. Ikke mere og ikke mindre. Således oplever man en vis grad af indlevelse i filmens historiske univers og i Fiil-familiens velfungerende idyl.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, Danmark, Krigsdrama, Biografi, Børn på film, Teenagere, 110 min.

    Dansk titel: Hvidsten Gruppen - nogen må dø for at andre kan leve
    Instr: Anne-Grethe Bjarup Riis Prod: Regner Grasten Manus: Ib Kastrup, Jørgen Kastrup Foto: Morten Bruus Klip: Anders Refn Mus: Simon Ravn
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD - Viasat Films Publikumspris
    • BD-N - Bedste skuespillerinde (Jørgensen)
    • RB - Bedste skuespillerinde (Jørgensen)
    • RB - Publikumsprisen
    • RB-N - Bedste skuespiller (Spottag)
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Henriksen)
    • RB-N - Bedste special effects