The Killing [1] (2011)

    En kriminalkommissær og hendes nye makker kæmper dag for dag for at opklare mordet på en teenagepige i Seattle.


    STEMNING & STYRKE

    Sammenhængende i denne serie:
    Forbrydelsen (2007)
    Forbrydelsen II (2009)
    Forbrydelsen III (2012)
    The Killing [1] (2011)
    The Killing [2] (2012)
    The Killing [3] (2013)
    The Killing [4] (2014)

    Den danske serie "Forbrydelsen" vandt i stor stil gehør udenfor landets grænser, således også i USA, der ligefrem ønskede at genindspille serien, scene for scene. Hér har vi så resultatet: en overraskende dyb og rolig genindspilning, der næsten slavisk følger det danske oplæg scene for scene.

    Regntungt
    Overført til amerikanske forhold står "The killing" på sine egne præmisser stærkt og troværdigt, i det storbyen Seattle er en både regntung og æstetisk prægnant kulisse (det regner faktisk nærmest altid i Seattle i virkeligheden).

    Roligt udtryk

    Herudover er hele seriens stil usædvanlig rolig - nærmest europæisk. Lange og ubrudte scener, ofte uden underlægningsmusik, fører os ind i det stemningstunge opklaringsarbejde, der i kombination med det vellykket overførte sorgtema former en solid udstråling.

    Prekær mordgåde
    Kriminalkommissær Sarah Linden forsøger sammen med sin nye makker, spradebassen Stephen Holer, at rede trådene ud i en prekær mordgåde i Seattle. Ægteparret Larsen har mistet deres teenagerdatter, brutalt myrdet, og deres sorg er ligesom i den danske serie et vigtigt tema i hele seriens setup.
     

    Kender historien på forhånd

    Samtidig følger vi en politiker, der både kæmper for at blive Seattles næste borgmester og imod beskyldninger i forbindelse med mordet. Det er selvfølgelig et mindre problem, at man ved at have set oplægget, kender seriens udvikling og ikke mindst morderens identitet.

    I den amerikanske søger
    Omvendt er man slemt nysgerrig efter at se, netop hvordan de danske forhold tager sig ud gennem den amerikanske søger. I hovedrollerne gør Mireille Enos og Joel Kinnaman sig fint som makkerparret, der har svært ved at tackle hinandens særheder. Generelt synes skuespillet præget af en stor indsigt i historiens alvor.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024