Magi i luften (2011)

Simon Staho fortsætter sin efterhånden pænt lange række af alternative filmproduktioner med denne teenager-musical, der uanset hvordan man vender og drejer den, kun kan imponere med sit sande festfyrværkeri af ungdom i farvehav. I et kalejdoskopisk farvesat København følger vi fire teenagere, klædt i aparte gevandter og alle med divergerende drømme og lyster.

Hæmningsløs tone
Tonen de unge imellem er hæmningsløs, og sex er et yndlingsemne, selvom de alle fire oftest har en ironisk distance til de mellemgulvslige krumspring. Denne ironi bliver gennemgående i filmen, og det klæder det overdrevne visuelle lys- og farvehav, at det ikke lægger op til ren selvdyrkelse.
 

En krævende udspringsproces

En af de unge drenge er midt i en krævende udspringsproces. Han har fundet ud af, at han er bøsse, og hans yndlingsfantasi er Michael Laudrup. I scenen hvor han springer ud for sine forældre, indfanger Simon Staho essensen af pinlighed og vekslende forståelse i netop denne svære (udsprings)kunst.

Ingen traditionel musical
"Magi i luften" er ikke nogen traditionel musical. Ganske vist er den svøbt i et ujævnt lydtapet af primært danske evergreens, men det er kun gruppens yndige sangfugl, der selv tager sangen i egen mund - ellers er musikken først og fremmest en del af det ungdommelige udtryk.
 

Noget anspændt

Det kan blive noget anspændt at sidde model til den rigelige mængde støjende musik, men sat i sammenhæng med det ligeså "støjende" visuelle udtryk, må lyd og billede siges at gå rimelig godt i spænd. De fire unge skuespillere har tydeligvis fattet pointen med Stahos film og tilfører de søgende roller lige dele spirende seksuel usikkerhed og hjertelig uskyldighed.

Et lille publikum
Det siger næsten sig selv, at en film som denne ikke har noget stort publikum, men at den skulle få så ringe en modtagelse samt helt savne et biografpublikum hører ingen steder hjemme. Filmen har fortjent fået en form for oprejsning på filmfestivalen i Berlin, hvor den blev vist i børne- og ungdomssektionen.