Undergångens arkitektur (1989)

Den svenske dokumentarist Peter Cohen leverer her et usædvanligt ærligt portræt af nazismens storhedsvanvid. Med hovedfokus på styrets syn på arkitektur, kunst, film og litteratur gives et fascinerende indblik i nazismens anatomi, uden omsvøb.

Arkivbilleder uden ledsagelse
Cohens tilgang til det historiske stof er beundringsværdigt ukrukket. Rolf Arsenius' fortællerstemme er krumtappen, arkivbillederne leveres uden ledsagelse: Bearbejdelsen er begrænset til klipning og yderst diminutiv brug af musik.

Nye sammenhænge
Wagner er altid saftig underlægningsmusik i dokumentarer om nazismen, men i Peter Cohens kyndige hænder bliver det wagner'ske begreb "Leitmotif" dyrket i helt nye sammenhænge.

Effektfuld virkning
Operaforspillet er nemlig bearbejdet og nyindspillet til lejligheden, og hornet tuder filmen igennem sin ildevarslende klagesang uden orkestral forløsning. Senere i filmen udvikles samme horn i en dissonans med meget effektfuld virkning.

Kunst og kultur i fokus
For mange vil det dokumentariske stof indebære ny viden, i det Cohen fokuserer på nazismens syn på kunst og kultur snarere end giver et bredspektret billede af politik og magt.

Indsigtsfuldt
Men der er også plads til det store billede, og jødeforfølgelsen har fx sit eget stærke afsnit. Generelt er "Undergångens arkitektur" indsigtsfuld forskningsformidling, der har fingeren på det ærlige udtryks puls.