Skånska mord - Hurvamorden (1986)

    En tilsyneladende fredelig vikarierende politibetjent viser sig at gemme på grufulde hemmeligheder bag den hyggelige facade.


    PSYKOPATIENS ESSENS

    Sammenhængende i denne serie:
    Skånska mord - Esarparen (tv) (1986)
    Skånska mord - Veberödsmannen (tv) (1986)
    Skånska mord - Bessingemordet (tv) (1986)
    Skånska mord - Hurvamorden (tv) (1986)
    Skånska mord - Yngsjömordet (tv) (1986)

    Helt under huden - og en anelse dybere - kommer vi i denne fjerde af fem film i serien om skånske mord. Også denne historie er baseret på virkelige hændelser.
     

    Dæmonisk spil

    Igen ligger den mest skræmmende og urovækkende effekt i Ernst-Hugo Järegårds umenneskeligt dæmoniske spil. Hans portræt af den utilregnelige psykopat Tore Hedin hører til de absolut mest hårrejsende.

    Elektrisk spænding
    Fyldt til bristepunktet med elektrisk spænding går filmen hele tiden ét skridt videre i at slå benene væk under sine tilskuere. Aldrig får man fred, og det psykologiske gys er skræmmende, ind imellem grænsende til det bestialske.
     

    En politimands sande jeg

    Tore Hedin er en tilsyneladende fredelig vikarierende politimand ude i den skånske ødemark. Han hjælper til i efterforskningen af et mord - som vi selv har set ham begå. Mens efterforskningen skrider langsomt frem, forsøger han kejtet af indlede et kærlighedsforhold med den noget yngre Karin. Da hun trækker sig, kommer Tores sande jeg frem.

    Nøjagtigt og troværdigt
    En bund-uhyggelig historie, indrammet i troværdige 1952-kulisser, hvor detaljer omkring biler og indretninger er nøjagtige og troværdige.

    Dybt skræmmende
    Järegård presser ethvert tænkeligt og utænkelig vanvid ud af sin rolle på et niveau, der næsten ikke er til at begribe, og er som sådan stærkt medvirkende til filmens virkelig dybt skræmmende effekt.

    Stærk vekselvirkning
    Men også vekselvirkningen mellem det tilsyneladende idylliske landsbymiljø og det ekstreme - for offentligheden skjulte - vanvid, fungerer stærkt og tankevækkende.
     
    Direkte forbindelse
    Fuldstændig renset for musik står filmen rå som en direkte forbindelse mellem tilskuer og vanvidsscenariet: Et skræmmende møde. Afslutningen, hvor Järegård pludselig taler til kameraet, er både bevægende og stærk, og den allersidste scene har hypnotiserende udstråling.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024