Max Pinlig 2 – Sidste skrig (2011)

Film i denne serie:
Max Pinlig (2008)
Max Pinlig 2 – Sidste skrig (2011)
Max Pinlig på Roskilde – nu med mor (2012)

Instruktør Lotte Svendsen faldt for fristelsen med at indspille en 2'er til den hjertelige og ærlige "Max pinlig", og det er der kommet en nogenlunde hæderlig film ud af.

Kalkuleret planlægning
Et af opfølgerens helt store problemer er imidlertid, at den er så ivrig efter at ligne sin forgænger, at meget af den fortællermæssige rytme og historiens diskrete charme forsvinder i en tynd tåge af kalkuleret planlægning. Max er nu blevet teenager, han går i 8. klasse og er lidt i eksistentiel vildrede. Han kan bl.a. ikke beslutte sig for, hvor han skal søge praktikplads.
 

Det er bare max pinligt

Som led i moderens ekstremt pinlige adfærd, bliver Max inviteret på højskoleophold i Jylland. Det er max pinligt, og Max er bestemt ikke glad for at få frataget sin mobiltelefon og lege kludemor på plænen. Ikke desto mindre bliver opholdet i Jylland på mange måder en øjenåbner for den frustrerede teenager - og han lærer at sætte umiddelbar pris på de nære værdier.

Stift og oplæsende
Det har desværre ikke modnet Samuel Heller-Seiffert at blive fire år ældre - i spillets tjeneste. Hvor den drengede uskyldighed var en stærk udstråling i sig selv i 1'erern, er livets alvor nu så småt gået op for Samuel, og hans spil er langt mere stift og oplæsende.

Raffineret morskab
Man finder til gengæld megen raffineret morskab i birollerne: bedst er Henrik Lykkegaard som karl-smart-stresset bankdirektør. Og læg mærke til drengen Oliver, spillet med fantastisk udstråling af Luca d´Apuzzo Poulsen.

Latent vanvid
Også Anders Hoves latente vanvid stråler med fin effekt i gode scener, bl.a. da han iført præstekjole vender vred hjem fra planteskole med Suzuku Wagon R'en fuld af rododendron-buske.
 

Fine øjeblikke

Mette Horn har fine øjeblikke som den pinlige mor, der i stigende grad tvinges til at se kritisk på sin adfærd. Pinligst - og i særklasse sjovest - er hendes jyske dialekt i bussen!

Noget overdrevent
Ikke helt så ærligt og kærligt som film nr. 1. Efterfølgeren bliver en tand mere tyk i sit komiske set-up, og højskolebegivenhederne er noget overdrevne. Der er dog stadig en god portion god stemning og sund morale tilbage, så der umiddelbart formes et bredt smil på læberne.