The Wolfman (2010)

I denne strømlinede opdatering af Universals klassiker fra 1941, der satte standarden for varulvegenren, er den opsprættede vildskab så dampende intens, at pulsen ikke lægger sig et sekund.

Ekstremiteter
Det er positivt i den forstand, at filmens fremdrift er upåklageligt i lommerne på et adrenalinlystent publikum. Men samtidig skæmmes den grundlæggende gotisk-stemningsmættede atmosfære af selvsamme ekstremitet på billed- og lydsiden.

Kvæler det hårrejsende
Der er ikke fred i mange sekunder: filmens udtryk i lyd og billede er overgearet, og i dette hylster kvæler den sine hårrejsende intentioner.

Adelsmanden Lawrence Talbot vender hjem til sit barndomshjem efter talrige år uden kontakt til hverken sin far eller bror. Da broderen meldes forsvundet, overvinder Lawrence dog sin modvilje og drager ud på landet.

Her erfarer han hurtigt, at området gennem nogen tid har været hærget af et blodtørstigt uhyre, og broderen er blot et blandt mange af dets ofre.

Fast besluttet på at opklare mysteriet kommer Lawrence selv helt tæt på uhyret, bliver bidt og er inden længe selv inficeret: ved fuldmåne bliver han varulv!

Med denne hårde skæbne i bagagen løsner det ikke mange spændinger at blive konfronteret med faderens hemmelighed.

Svulstigt udtryk
Det svulstige udtryk har sine små facetter af elegant visuel æstetik: stemningen omkring det faldefærdige gods, lys og skygge i nattens skov, varulvejagt på Londons tage.

Fremme i skoene
Som opdatering til originalfilmen fra 1941 er 2009-udgaven selvsagt noget mere fremme i skoene, både teknisk og gennem sin historie.

De mange computergenererede effekter er sine steder overbevisende, og det er i det direkte splat-aspekt og de dramatiske forvandlingsscener, at de fleste hår rejser sig.

Afmålt udstråling
Benicio Del Toro har den rette afmålte udstråling i hovedrollen, ligesom Anthony Hopkins har sine finurlige øjeblikke i de stærkeste far-søn-opgør.

Hugo Weaving er filmens fineste birollespiller i rollen som sammenbidt Scotland Yard-opdager.