Ledsaget udgang (2007)

    En fange har fået en dags ledsaget udgang fra fængslet for at deltage i sin søns bryllup. Han benytter lejligheden til at besøge gamle venner og fjender.


    ERIK CLAUSEN LIGHT

    Sammenhængende film:

    Ledsaget udgang (2007)

    Frihed på prøve (2010)

     

    Erik Clausen har alle dage været en ener i dansk film, og han tør stå ved sine dejligt banale og jordbundne historier, der udgør friske pust i slipstrømmen på det brogede udvalg, dansk film ellers byder på.

     

    Ledsaget udgang

    "Ledsaget udgang" er historien om den fængslede John (Erik Clausen), der i anledning af sin søn Kenneths (Henrik Bruhn) bryllup har fået en dags ledsaget udgang. Fængselsbetjenten Bo (Jesper Asholt) skal mandsopdække den læderjakkeklædte spradebasse, og dét er ikke nogen nem opgave, for John sætter dagsordenen fra første færd.
     

    Tager en taxa

    John gider ikke køre med bus, så de tager en taxa. Han vil lige besøge sin barndomsgade, han skal lige ordne forretninger med gamle venner og fjender – han har i det hele taget en hel masse ting, han lige skal have ordnet... Bo er tilsyneladende både genert og naiv og tillader spradebassens små ærinder, men det skal vise sig, at også Bo kan træde i karakter, og måske slet ikke er så lille og uskyldig, som det kunne se ud til.

    Befriende uprætentiøs
    Filmen rummer rigtig meget af den gamle Clausen og er i sin grundsubstans solidt plantet i det befriende uprætentiøse og råkøbenhavnske centrum, som vi kender og elsker Clausen for. Den københavnske autenticitet er yderligere og bekræftende forstærket af Kim Larsens iørefaldende titelmelodi "Jeg er en af de få, som der er mange af". Replikkerne er vakse og sine steder lige i øjet, og filmen lever længe højt på det aparte makkerskab John og Bo imellem.

    Filmen knækker
    Hvor filmen så at sige knækker for Clausen er, da han forsøger at vende begivenhederne mod mere forløste kausale strømninger, hvor dramaturgien bliver en sløjfe om et etisk og moralsk dilemma, der ikke klæder historien. Johns aggressioner, luderen Lisbeths (Ditte Gråbøl) rapkæftede råb om impotens og Bos pludselige transformation fra from til fatal bliver et samlet vendepunkt ikke alene for filmens generelle stemning, men også for dens troværdighed som Clausen'sk komedie.

    Moralsk alvor
    Hvor kommer denne pludselige moralske alvor fra, det ligner ikke Clausen, og det klæder hverken ham eller filmen. I samspillet mellem Clausen og Asholt findes mange gyldne stunder, selvom oneliner-replikskiftet ind imellem synes lidt for konstrueret.

     

    Letantændelig eksforbryder

    Filmens bedste sekvens opererer omkring Elith "Nulle" Nykjær, der spiller den barske og letantændelige eksforbryder "Sømmet" med en genial sans for komik. Bokseren (super)Brian Nielsen har en fin lille optræden som sig selv på Hovedbanegården.

     

    Pressen skrev...
    "En deprimerende lille film, som man ikke ved, hvad man skal stille op med" // "Erik Clausens mest veloplagte og morsomme film i årevis" // "På godt og ondt Clausen Classic" // "Hverken er morsom eller tankevækkende" // "Lever af sine ægte momenter af gammeldags, folkelig underholdning" // "Den er komisk, den har skønne scener og figurer – men falder sammen på grund af et altmodisch manuskript, der ikke holder i den moderne verden" // "Erik Clausens nye film er mere misantropisk end sædvanligt. Det klæder den, skønt man griber sig selv i at savne folkloren" samt "Situationskomik af høj klasse". *½ stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2007, Danmark, Komedie, Drama, Fængselsfilm, Biler på film, 90 min.

    Dansk titel: Ledsaget udgang
    Instr: Erik Clausen Prod: Peter Ingeman Manus: Erik Clausen Foto: Rasmus Videbæk Klip: Kasper Leick, Anders Refn Mus: Kim Larsen
    Priser
    • RB-N - Bedste sang ("Jeg er en af de få, der er mange af")