Pusher 3 - I'm the Angel of Death (2005)

Sammenhængende film:
Pusher (1996)
Pusher II (2004)
Pusher III - I’m the Angel of Death (2005)

Hvor 2'eren i høj grad var amatørernes skueplads er det lykkedes instruktør og manuskriptforfatter Nicolas Winding Refn med det afsluttende kapitel i sin Pusher-trilogi at skabe en både sart og barsk stilfuld finale, der står overraskende stærkt.

Stoffri pusher?
Zlatko Buric har indtaget hovedrollen som den snart pensionsduelige pusher Milo, der i filmens begyndelse fortæller de andre i gruppeterapien for narkomaner, at han er stoffri. Men i virkeligheden er han stadig en af Københavns hårde stofhunde, i hvert fald når det gælder om videresalg.
 

Et ecstasy-tilbud

Filmen er bygget op om Milos datters 25-års-fødselsdag, hvortil Milo skal lave mad til et hav af mennesker. Mens han går og nusser lidt i det sterile industrikøkken, får han et ecstasy-tilbud, han ikke kan modstå, selvom han godt er klar over, at han bør holde sig væk fra markedet.
 

Uhyggelig knibe

Snart havner Milo i en uhyggelig knibe, hvor en række af københavnenattelivets hårde anden-generations-pushere presser ham for penge og stoffer, bogstavelig talt ind over madlavningen til datterens fest.

Vejen mod afgrunden
Det synes åbenlyst, at Milo er på vej mod afgrunden. Alle de unge kræfter står og puster ham i nakken. Det store spørgsmål er, om han kan holde hovedet koldt, eller om han mister besindelsen.
 

Barsk og frastødende

"Pusher 3" er en både barsk og frastødende film, hvad der i særdeleshed kommer til udtryk hen imod slutningen, men selv det frastødende er holdt i en hæslighedens æstetik, der fra instruktøren synes både afbalanceret og velovervejet.

Sterilt
Alle locations i filmen er nøje udvalgt efter deres sterile, rå og smagløst dekorerede interiør. Således vandrer Milo fra det ene hæslige lokale til det andet, konstant presset og på randen af det ultimative sammenbrud.
 

Konstant psykisk pres

Kombinationen af det konstante psykiske pres på Milo og den hårrejsende formørkede og sterile verden, han færdes i gennem Københavns skumle afkroge, bliver i Refns iscenesættelse stærk og stilfuld - i al sin grimme æstetik.

Identifikatorisk bånd
Man mærker hurtigt, at skuespillet ikke er noget at råbe hurra for, især ikke hos de ubeskrevne anden-generations-pushere, men det skal vise sig, at dette får mindre betydning, end man skulle tro - og havde forventet ovenpå oplevelsen i 2'eren.
 

Vokser med rollen

Zlatko Buric vokser med rollen og udvikler sig til et af filmens stærkeste kort. Et identifikatorisk bånd forstærkes tilskueren og Milo igennem, uanset om handlinger og begivenheder omkring ham synes komplet frastødende.
 

Stærkest i sidste halvdel

Filmen står stærkest i sidste halvdel, hvor Refns stilsikre iscenesættelse går godt i tråd med historiens makabre udvikling, og hvor det hele synes at gå op i en højere og velproportioneret helhed.