Aliens (1986)

Sammenhængende film:

Alien (1979)
Aliens (1986)
Alien3 (1992)
Alien Resurrection (1997)
Alien: Covenant (2017)

Alien: Romulus (2024)

Velkommen ombord på en rigtig actionopfølger til Ridley Scotts mestergys fra 1979. Lagt i hænderne på Hollywoods daværende Number One-actioninstruktør James Cameron kan man være sikker på et højt tempo fra start til slut.

Knald på
Der er da også knald på Camerons film, men reelt først efter halvanden times lidt overraskende "tomgang" i action- og karakterstereotyper. En tomgang, der ikke fungerer særlig godt som stemningsskabende indledning - man kunne have ønsket sig en langt mere effektfuld og krybende uhygge.

Erklæret sindssyg
Filmen bygger videre på historien fra 1'eren: Den overlevende Ellen Ripley når hjem til Jorden (næsten) efter at have svævet over 50 år rundt i rummet. Hun er dog ikke selv blevet synligt ældre. På den svævende base, hvor hun nu befinder sig, bliver hun erklæret sindssyg, idet hun "handlede overilet" på sin ekspedition til den stormfulde planet mange år tidligere.

Krigsliderlige soldater
Der skal dog ikke gå mange dage, inden de samme mænd, der dømmer Ripley, beder hende tage tilbage til planeten for at undersøge, hvorfor forbindelsen pludselig er røget. Med sig får hun et hold mere eller mindre krigsliderlige soldater, bevæbnet til fingerspidserne. I starten nægter Ripley at tage med, forståeligt traumatiseret, men efter at have tænkt over det en halv nat, beslutter hun sig alligevel for at gøre op med fortiden én gang for alle.

Uindpakket action
James Camerons tilgang til Alien-stoffet er en helt anden end Ridley Scotts. I stedet for at pirre psyken med antydningens kunst, benytter han en brutal og uindpakket action, der ikke er til at misforstå - og som kræver absolut nul hjerneaktivitet hos publikum.

Banele præmisser
Man kan kalde dette en fordel, og nogle vil sikkert foretrække denne film frem for Scotts mere kunstneriske og indadvendte film, og der skal da heller ikke herske tvivl om, at "Aliens" fungerer effektfuldt på sine banale præmisser.

Et irritationsmoment
Filmens tegning af karakterstereotyperne med alle uindpakkede klichéer er dog mest af alt et irritationsmoment. De fleste scener med de hårdnakkede og ubeskriveligt tomhjernede soldater er ufatteligt dumme, og det er ind imellem sin sag at finde en grimasse, der kan passe i konfrontationen med de mange klichéer, som historien byder op til dans.

Spændingen udebliver til dels
Scenerne fungerer hverken som action (hertil er det ikke "seriøst" nok) eller som komedie (hertil er det ganske enkelt for plat), og at gennemskue begivenhederne, og hvem, der dør først og sidst, er så kedsommeligt let, at spændingen til dels udebliver.

Saft og energi
Al saft og energi i denne film opstår efter halvanden time, da den lille hær af sagesløse mennesker endelig møder modstand fra de onde slimdyr, og hér kommer Camerons evner som actionkaptajn til udfoldelse. Nu opstår der ekstreme gys i en udtalt og meget velkoreograferet klaustrofobisk kulisse.

Klaustrofobisk hårrejsende
I kraft af denne gyldne stribe klaustrofobiske og hårrejsende scener højnes niveauet betragteligt, og sidste time af filmen fungerer enestående som det resolutte og nervepirrende inferno, det burde have været fra første fløjt.

Et tarveligt bytte
James Horners filmmusik er et tarveligt bytte for Jerry Goldsmiths virtuose til den første film. Alligevel lykkes det i de mest nervepirrende scener at skabe en fin samklang mellem lyddesign og musik, selvom det samlede lydbillede ikke når "Alien" til sokkerholderne.