Blade Runner 2049 (2017)

Sammenhængende film:

Blade Runner (1982)

Blade Runner 2049 (2017)

Der er lagt op til lag på lag på lag af fortolkningsmuligheder i denne "Blade Runner"-opdatering. Så mange, at den over to en halv time lange film ind imellem drukner i budskaber om tid, rum og eksistens. Ikke desto mindre er "Blade Runner 2049" en i særlig grad visuelt yderst værdig modernisering og videre-fabulering af Ridley Scotts tidløse film fra 1982.

Robot /slash menneske

Det er denne gang Ryan Gosling, der er vores hovedperson - eller rettere hovedrobot /slash menneske. Forklædt som nydelig, ung mand er han i virkeligheden en såkaldt blade runner, der parerer ordrer fra programmører og bagmænd. Således turer han rundt i et postapokalyptisk, komplet-goldt USA, der mest af alt ligner Sahara som storby.

En mystisk hest

Snart finder han på en af sine opgaver en mystisk træhest, og det er bl.a. dette fund, der leder ham imod den nu aldrende blade-kollega Deckard, der var vores frontfigur i den oprindelige film fra 1982 (og som stadig spilles af gode, gamle Harrison Ford.)

Et overflødighedshorn

"Blade Runner 2049" er et overflødighedshorn af Oscar-vindende fotografiske idéer flettet ind i Oscar-vindende visuelle effekter. Det er først og fremmest rigtig flot og fortjener i dén grad det helt store lærred. Ellers har hjernen ganske enkelt ikke mulighed for at tage den postapokalyptiske skøn- og ækelhed ind.

Høje ambitioner

Det er filmens force, at den holder fast i sine høje ambitioner om at forføre med billeder, men til gengæld er filmoplevelsen tilsvarende tynget af lyd og musik. Her er Benjamin Wallfisch og Hans Zimmers storladne computermusik yderst forhippet på at ligne Vangelis' orginale soundtrack så meget som muligt.

Ekstravagant dyster

Ladt alene - altså uden billeder - er filmmusikken flot, tung og ekstravagant dyster (grænsende til det mentalt formørkede), men lagt sammen med Roger Deakins' krævende bredformatsbilleder bliver filmoplevelsen bare for meget, for tynget.

Fortolkningsmuligheder

Det er dog ikke det mest tyngende. Værre, og mere irriterende, er de omtalte mange lag af oplæg til fortolkningsmuligheder. Hvorfor siger manden sådan, hvorfor gør robotten sådan, er han mand eller computer? Kan den have følelser, sådan én udstyret med computerchip? Hvorfor er alle træerne døde? Osv.

Pokerfjæs

Ryan Gosling præsterer nogenlunde i den primært pokerfjæs-krævende hovedrolle, mens Harrison Ford er filmens bedste bud på reelt nervebetonet skuespil.