Far til fire (1953)

    En lille moderløs familie forsøger at få økonomien til at slå til. Så hjælper det altid at have hjertet på rette sted.


    HJERTELIGT

    De originale Far til fire-film:
    Far til fire (1953)
    Far til fire i sneen (1954)
    Far til fire på landet (1955)
    Far til fire i byen (1956)
    Far til fire og onkel Sofus (1957)
    Far til fire og ulveungerne (1958)
    Far til fire på Bornholm (1959)
    Far til fire med fuld musik (1961)
    Far til fire i højt humør (1971)

    Denne første af otte Far til fire-filmatiseringer - når man ser helt bort fra den nye serie - er, trods sine let kejtede begynderskridt, en helt igennem hjertelig affære.

    Velsunget budskab
    Det er sommer, det er sol, og det er søndag - dette velsungne budskab bliver i dén grad virkeligt i Alice O’Fredericks’ fint familiebalancerede iscenesættelse, hvor der er plads til fordybelse og glimt i øjet. Far er kontorfuldmægtig og alene med fire børn fra fire til atten år. Familien er godt sammentømret, stemningen er god og hjertelig, hverdagens relative bekymringsløshed fungerer smittende på sine tilskuere.

    Velfungerende recept
    Det er en enkel men særdeles velfungerende recept, der forståeligt blev en stor succes med talrige ekstranumre. Den dag i dag står "Far til fire" som en virkelig dygtigt formidlet familiefilm, der balancerer fint mellem det lystige og det melankolske.

    Melankolske islæt
    For trods den umiddelbare idyl er der jo tale om en enkefar og fire moderløse børn. Og 18-årige Søs er blevet en slags husmor, der dårligt har tid til sine kærlighedssorger. Hendes sarte udbrud om livets hårdhed udgør fine små floskler og billeder på det melankolske islæt.

    Det folkelige træder i karakter
    Men grundstammen er rank og kry! Og det folkelige træder i karakter, når familien tager på udflugt; når de to mellemste børn har pudekamp på værelset; når Lilleper med sine nuttede sprogfejl ytrer sig om livets facetter.

    Umiddelbar tilgang
    Hovedårsagen til at dette tilsyneladende skønmalede fungerer er dén umiddelbarhed, der ligger i tilgangen. Der er ingen unødvendig indpakning - formidlingen passer sig selv i det dygtige filmhåndværk og O’Fredericks’ fine omgang med skuespillerne.

    Funklende spil
    Væsentligt er det, at børnene kan spille skuespil. Og det kan de også, i hvert fald næsten. Men det er godt nok på sin egen lidt sødnuttede måde, når Lilleper folder sig ud i sine plumpt indstuderede replikker.

    Indefrakommende udstråling
    Otto Møller Jensen og Rudi Hansen er begge større og yder mere habilt spil; bedst er Jensens helt naturligt indefrakommende udstråling i en total indlevelse i rollen.

    Finurlige præstationer
    Og blandt de voksne er der flere finurlige præstationer at glæde sig over. Som far er Ib Schønberg en gennemsympatisk skikkelse i den første af de kun to film, han nåede at udfylde rollen inden sin død i 1955.

    Sympatisk udstråling
    Agnes Rehnis portræt af Fru Sejersen er vidunderligt flyvsk, mens Ove Sprogøes smaskforelskede bagermester hører til blandt hans mere rørende indadvendte, og han gør det fremragende. I en lille rolle som indbrudstyv kan man opleve Paul Hagen behageligt afdæmpet og fuld af sympatisk udstråling. Finurligt kan man opleve Poul Reichhardt spille.. Poul Reichhardt og samtidig Søs’ helt store idolkærlighed, som hun møder ved et tilfælde.

    Afbalanceret familieunivers
    De lystige fællessange har noget til fælles med Morten Korch-filmenes landlivsånd men fungerer mindre påklistret i det bedre afbalancerede familieunivers.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018