Léon Morin, prêtre (1961)

Sammenhængende film:

Le silence de la mer (1949)

Léon Morin, prêtre (1961)

L'armée des ombres (1969)

Et romantisk krigsdrama fra krimi-eksperten Jean-Pierre Melville: "Léon Morin, prêtre" udspiller sig i Frankrig under nazisternes besættelse. Her opsøger en kvinde skriftestolen i forsøget på at komme på ret troskurs igen. Men i stedet for at genfinde Vorherre forelsker hun sig i den uventet unge og lækre præst.

Æstetisk indpakning

Lagt i Melvilles hænder udvikler det romantiske sig selvsagt ikke til en klassisk sødladen kærlighedshistorie. Fokus er i høj grad stadig på æstetikken i indpakningen - og, desværre, også i udtalt grad på formen, der hurtigt stjæler billedet. Det bliver slået fast fra allerførste færd, hvor den kvindelige hovedrolle tager sig kærligt af tilskueren - med en fortællerstemme.

Metalag

Hermed er store dele af autenticiteten pillet af filmoplevelsen allerede næsten før, den er begyndt. For nu er der et metalag mellem indre drama og perception, og det fratager tilskueren initiativet og de mentale billeddannelser. Gennem hele filmen er der for langt mellem de rene, reelle scener med en egen ufiltreret nutidshandling - men når oaserne opstår, vækkes også den helt umiddelbare begejstring for Melvilles gennemført smukke realisme og enkle, jordbudne iscenesættelse.

Stramt komponerede billeder

Henri Decaës billeder er komponeret i en stram og markant lyssat elegance. Afgjort mest forførende står udeoptagelserne, bl.a. helt simple (cykel)transportscener, hvor eneste akkompagnerende lyd er den reale. Men det hører til sjældenhederne i filmoplevelsen, der er underkastet vidt forskellig musikalsk underlægning, der stikker fuldstændig i øst og vest. Det er som om, Melville ønsker, at hver eneste steming i filmen skal have sin særlige tonale følgesvend, og det er både forvirrende og kvælende.

Teatralsk

Samspillet mellem Jean-Pierre Belmondo og Emmanuelle Riva er filmens motor, men distancen og den mentale afstand er her også større end skriftestolens trådnet. Som oftest i direkte dårlig forbindelse på grund af fortællerstemmen, men også fordi der forfaldes til det teatralske i et religiøst melodrama, der aldrig finder sit leje, andet end på formens dikterende præmisser.