Melancholia (2011)

    Jorden er i højrisiko for at gå under, da en fremmed planet kommer uhyggeligt tæt på. Vi oplever den dramatiske tid gennem to søstre.


    STØRRE END LIVET

    Filmoplevelser, der for en stund sender din bevidsthed langt ud i det uendelige intet, er ikke hverdagskost. I en oplevelse, hvor du erkender, at der er noget, der er større end dig selv - større end livet - er du svævende, lamslået, rørstrømsk og melankolsk.

    Ultimative eksistentielle spørgsmål
    Lars von Trier overgår endnu engang sig selv, og "Melancholia" er hans til dato mest voldsomme og omvæltende film. Der findes ikke en film, der kommer i nærheden af denne, når det gælder ultimative eksistentielle spørgsmål, og måske netop derfor er "Melancholia" dén ene film, du i hvert fald skal se, før du med god samvittighed kan møde døden.

    Det brede følelsesregister
    Store ord til en film, der rækker langt ud over den almindelige menneskelige fatteevne og som i sit udtryk favner det brede følelsesregister til grænsen af det psykologisk mulige.

    Efter en overmåde smuk prolog, er filmen delt i to kapitler. I begge følger vi søskendeparret Justine og Claire. I første kapitel kredser vi om Justines stort anlagte bryllupsfest, der bliver holdt på Claires fornemme domicil ved en 18-hullers golfbane i skærgården.

    Justine er meget svær at omgås, og det går hendes familie frygteligt på nerverne, inden Justine selv meget effektivt får sat en stopper for festlighederne.

    Ind imellem antydes det, at en mystisk stjerne kommer og går på himlen, men det er først i andet kapitel, hvor en dybt deprimeret Justine bor hos søsteren, at vi præsenteres for det mulige skrækscenarie: at planeten Melancholia kan kollidere med Jorden.

    Hypnotiserende energifelt
    Allerede i den forførende og følelsesmæssigt overrumplende prolog fornemmer man filmens magiske kraft, et hypnotiserende energifelt af fortællelyst og kunstnerisk skaben.

    Hér, hvor vi for første gang præsenteres for von Triers anvendelse af Richard Wagners forspil til operaen "Tristan & Isolde", suges vi ind i et univers langt ud over det almindeligt højdramatiske.

    På et helt anden niveau
    Vi bemærker, at vi befinder os på et helt anden niveau. Et niveau, hvor alle sanser er skærpede til det ekstreme. I en tilstand, hvor vi sanser alle aspekter af udtrykket og trækker det med over i bevidstheden, hvor vi kan smage og lugte det.

    Det uendelige perspektiv
    Og når filmen siden er færdig, står enhver lille detalje i prologen knivskarpt i erindringen som små vidnesbyrd på den store handling og det uendelige perspektiv, som den sættes i.

    Den mere "jordnære" handling i de to kapitler er svøbt i et andet niveau af den klassiske Trier-fortælleteknik. Det absurde bryllup fortælles i håndholdt kamera med de kendetegnende "panorerings-klip", der lige i begyndelsen kan synes lovligt svimlende.

    Ud-af-kroppen-oplevelser
    Andet kapitel hæver sig til et helt andet niveau af visuel genialitet, hvor Trier bruger den fremmede planets ’naturlige’ lys til at skabe en serie fuldkommen vanvittigt smukke scener i rene ud-af-kroppen-oplevelser.

    Den blå-grønlige tone fra planetens nærhed belyser landskabet og hovedpersonernes hud, mens fuglene pludselig bryder ud i sang ved denne ’anden solopgang’ midt om natten.

    Manuel Alberto Claros fotografering rummer en række ovenud smukke sekvenser, særligt i indfangelsen af naturen, som da søstrene rider ad en skovvej, fotograferet fra luften.

    Knivskarpt hårrejsende
    Ikke mange instruktører har som Trier den fuldkomne indsigt i den menneskelige psykologis mulige kaos, hvorfor også både Justines dybe depression og Claires voldsomme panikangst males knivskarpt og hårrejsende i centrale scener.

    Dette udtrykkes naturligvis klarest i den sublime personinstruktion, hvor alle medvirkende har fattet historiens alvor og hæves et par niveauer, mest markant i filmens to kvindelige hovedroller.

    Klinisk renset for overflødig lyd
    "Melancholia" er klinisk renset for overflødig lyd og musik. Lyddesignet er koncentreret om naturens egne lyde og en forstærket rumlen og rysten som indikation på den fremmede planets faretruende nærhed.

    Inddragelsen af Wagners tema er endnu en genistreg. Kun de allerstørste instruktører har indblikket og modet til at gå lige til kanten i deres valg af musik.

    Det dramatisk romantiske tema er perfekt raffineret ildevarslende og bliver mere og mere magtfuldt og skræmmende, for hver gang det gentages.

    Ekstraordniære præstationer
    De fleste skuespillere vil kunne trækkes frem og præsenteres for det ekstraordinære, de er instrueret til at yde. Mest markant i dén forstand er måske Kirsten Dunsts hovedrollepræstation, der viser markant mere nuanceret spil fra hendes register.

    Charlotte Gainsbourgh er hårrejsende troværdig i sit panisk angste portræt, ligesom Kiefer Sutherland står stærkt som hendes udadtil rolige mand.

    I mindre roller skal man særligt bide mærke i Jesper Christensens "Lillefar", Stellan Skarsgårds selvfede reklamemand, Charlotte Ramplings uhelbredeligt mavesure Gaby og Alexander Skarsgårds dybt sympatiske brudgom, Michael.

    Af en anden verden
    Det er en filmoplevelse, der ikke gør dig mæt, men tværtimod vækker alle sanser op til dåd og gør det klart for dig, at "Melancholia" er af en anden verden: større end livet, smukkere end hjernen umiddelbart kan følge med til at fatte.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2011, Danmark, Sverige, Frankrig, Tyskland, Psykologisk drama, 130 min.

    Dansk titel: Melancholia
    Instr: Lars Von Trier Prod: Meta Louise Foldager, Louise Vesth Manus: Lars von Trier Foto: Manuel Alberto Claro Klip: Morten Højbjerg, Molly Marlene Stensgaard Mus: Richard Wagner
    Priser
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering
    • BD - Bedste film
    • BD - Bedste fotografering
    • BD-N - Bedste skuespillerinde (Dunst)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Sutherland)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Hurt)
    • BD-N - Bedste birolleskuespillerinde (Gainsbourg)
    • BD-N - Bedste birolleskuespillerinde (Rampling)
    • CAN - Bedste skuespillerinde (Dunst)
    • RB - Bedste film
    • RB - Bedste skuespillerinde (Dunst)
    • RB - Bedste birolleskuespillerinde (Gainsbourg)
    • RB - Bedste instruktør
    • RB - Bedste fotografering
    • RB - Bedste manuskript
    • RB - Bedste scenografi
    • RB - Bedste lyd
    • RB - Bedste special effects
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Skarsgård)
    • RB-N - Bedste kostumedesign
    • RB-N - Bedste makeup