Panserbasse (1936)

Hvad, der i dag kan synes moraliserende, belærende og opdragende, var i 1936 succesrig dansk folkekomedie med allemandsejet Ib Schønberg som mild og rund politibetjent. Det er da også først og fremmest folkelig hygge, vi er vidner til i selskab med gadebetjenten Peter Basse (Schønberg), som han spankulerer rundt på gaderne og hjælper samfundet – og små børn over gaden.

Basse er dog også en kontant betjent, der ikke går af vejen for at give et par drenge en velfortjent endefuld, efter at de har haft for lange fingre. Denne kæft, trit og retning er fortalt med et selvfølgeligt smil på læberne og afspejler tiden. Mere alvor opstår, da den arbejdsløse Poul (Poul Reichhardt) træder ind i handlingen. Efter med rekorddeprimeret ansigtsfald at have konstateret stigende arbejdsløshed på Politikens lysavis, kaster han sig modløst ud fra en bro og ender i havnen. Basse springer efter og kan snart fortælle den våde unge mand, at der er så mange dejlige ting at leve for. Så mon ikke Poul så småt får øjnene op for verdens lyspunkter...?

Filmen beskæftiger sig også tidstypisk med både sangnumre (gademusikanter) og falde på halen (Schønberg danner endnu engang makkerskab med Arthur Jensen, her i rollen som nattevagten Lasse – men fortællingen hér er ikke led i derr es "Basse og Lasse"-parløb). Det opleves dog ikke som regulært fyldstof, i hvert fald er det serveret med så meget charme, at det blander sig fint i den generelt letløbende og hjertelige handling.
 

Hvad, der også hæver filmoplevelsen et pænt stykke over middel, er de pletvise locationoptagelser i København. Det skaber perspektiv og en autentisk atmosfære, flot indfanget og lyssat i Carlo Bentsens fotografering. Lis Smed er vidunderlig som den unge Eva og leverer nogle af filmens mest mindeværdige scener, præget af ægthed og indlevelse i det trods alt overfladiske materiale. Og så er Lille Connie endnu engang på banen med sine tungt dikterede, men dog nuttede replikker – hun var nærmest et must i tidens film og vakte som nævnt ovenfor jubel til premierevisningen.

Victor Cornelius’ underlægningsmusik er lidt for udpræget anvendt, men der er pænt bid i hans sange, ikke mindst Schønberg-ørehængeren "Åh, jeg er så glad i dag."