Nebraska (2013)

    En ældre og smådement mand er fast besluttet på at indløse en fupgevinst på $1 mill., og det bliver en sej rejse for familien.


    FARVELØS FARVE

    Markant aftryk: "Nebraska" er instruktør Alexander Paynes vellykkede leg med æstetikken. I sort/hvide billeder fortælles en bittersød historie om den tredje alders skyggesider.

    Et eksplicit valg
    Det er altid en meget eksplicit og vovet gerning af fravælge farve, og ofte risikerer det at falde til jorden eller fremstå som en tyk streg under en film, der vægter form over indhold.

    Tydelige skyggesider
    I Paynes film er historiens farveløshed dog i høj grad i samspil med formen, og skyggesiderne bliver tydelige på et både konkret og mere abstrakt plan, i den visuelle fremtoning og psykologisk.

    Et fupbrev
    Woody er godt oppe i årene og far til to voksne mænd, der begge må på banen, da Woody noget senilt vælger at tage et fupbrev om en milliongevinst gravalvorligt.

    På farens præmisser
    Han er ikke til at stoppe - han skal til hovedkontoret for at få udbetalt sin gevinst, og særligt sønnen David vælger til en vis grænse at lege med på faderens præmisser.

    Aparte road trip
    Det udvikler sig til en aparte road trip gennem USA, hvor mor og bror også støder til. Måske kan den absurde rejse føre noget godt med sig..

    Herskende tragikomik
    Tragikomikken hersker gennem hele filmen. Situationerne er skæve og beskrives med glimt i øjet, men det er det mentale drama bag facaden, der spiller den egentlige hovedrolle.

    Deprimerende grundsubstans
    Gammel mand, der ikke er ved sine fulde fem, trasker formålsløst af sted, tilsyneladende fuldstændig uden humør. Det er en deprimerende grundsubstans, der levendegøres i Paynes farverige iscenesættelse.

    Udpræget farveløst
    Og i det meget stærke hovedrolleportræt, som en til perfektion usoigneret Bruce Dern leverer: udpræget farveløst og helt uden liv i øjnene.

    Smukke landskaber
    De sort/hvide billeder indfanger det særprægede landskab smukt og perspektiverer hele tiden indholdet uden overdrivelse.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Drama, 115 min.

    Dansk titel: Nebraska
    Instr: Alexander Payne Prod: Albert Berger, Ron Yerxa Manus: Bob Nelson Foto: Phedon Papamichael Klip: Kevin Tent Mus: Mark Orton
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Dern)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Squibb)
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste manuskript
    • CAN - Bedste skuespiller (Dern)
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Dern)
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Squibb)
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste manuskript