Cobra Verde (1987)

Læs også:

Mein liebster Feind - Klaus Kinski (1999)

Dette sidste samarbejde mellem instruktøren Werner Herzog og skuespilleren Klaus Kinski er en enestående afrunding, der står stærkt alene og som punktum for en lang og sej kamp de to imellem - lidt poppet sagt: I kunstens tjeneste.

Skræmmende kompromisløshed
Werner Herzog instruerer sine film med en kompromisløshed, der næsten er skræmmende. Blandt andet har han rejst kloden rundt for at realisere sine ofte helt ekstreme idéer, og flere af filmene blev indspillet under så vanvittige forhold, at man kan undre sig over, at de blev gennemført.
 

Ulmende vanvid

"Cobra Verde" er ingen undtagelse. Mere udtalt end hidtil i Herzog/Kinski-samarbejdet blev denne film en farce at realisere, eftersom Kinskis altid ulmende vanvid brød ud i lys lue og forvandlede settet til en rødglødende galestue.

Kummerlige forhold
Det er næsten umenneskeligt at forestille sig et filmhold så langt hjemmefra under kummerlige forhold og med en gal mand i hovedrollen - ikke desto mindre er resultatet af Herzogs imponerende anstrengelser både flot og fængende.
 

En øjenåbner

Herzogs film er så uortodoks, at det i sig selv er en øjenåbner. Stilen er tåget, historien svævende, billederne æterisk smukke, skuespillet skræmmende intenst, graden af forudsigelighed er lig nul.
 

Interessen er fanget

Alene historien burde være nok til at fange interessen: Den frygtede bandit Cobra Verde (Klaus Kinski) bliver ansat af en brasiliansk plantageejer til at overvåge plantagens slaver. Plantageejeren, der er en fed og svedende ældre mand, der knepper samtlige kvindelige slaver, kan se igennem fingre med, at hans nye ansatte morer sig med et par slavinder.
 

Eneste hvide mand

Da Cobra Verde mistænkes for at have gjort plantageejerens unge døtre gravide, ser man ham imidlertid helst død, men i stedet sendes han til Afrika for at indhente nye slaver til Brasilien. Som den eneste hvide mand i området i Afrika, bliver den ellers så hårdhudede bandit genstand for både tortur og ydmygelser, og så langt hjemmefra kommer han tættere og tættere på vanviddets afgrund.

Total indlevelse
Ingen andre end Klaus Kinski kunne have udfyldt rollen med så grænseoverskridende og nærmest intimiderende nærhed, hvor vanviddet lyser ud af øjnene - det kommer indefra - og krop og fagter spiller med i den helt totale indlevelse i rollen.
 

Kompromisløst

Werner Herzogs iscenesættelse er ikke alene kompromisløs i arbejdet med Kinski og gennemførelsen af projektet under absurde indspilningsforhold. "Cobra Verde" er en film, der balancerer mellem det kausale og det avantgardistiske. Med sine ofte hurtige ordudvekslinger og begivenhedsrige rejser og konfrontationer mennesker og kulturer imellem står filmen med det ene ben i en helt almindelig fremdrift.

Sjæleligt rensende
Samtidig rummer filmen en række dybt personlige, næsten kathartiske visuelle unika, der i Herzogs optik skaber ud-af-kroppen-følelser i kortere eller længere sekvenser. Hovedpersonens møde med bølgernes brusen om sine ben med en sløret sol ud over havet er et stærkt eksempel på øjeblikke i filmen, der er så effektfulde og lyriske, at hjerterytmen ændres, og kinderne blusser.

Æterisk billedmagi
Også filmens afslutning er lige dele æterisk billedmagi, skræmmende vanvid og perspektiverende filosofi. En sjælden bedrift, svært tilgængelig, men sin vægt værd i guld for den tålmodige.