Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)

    To skæve eksistenser danner par, men så sletter en ny teknologi alle minder om forholdet hos dem begge. Eller gør den nu også det?


    SKÆVE EKSISTENSER

    Jim Carrey fik sit – nærved og næsten – alvorlige gennembrud i denne absurd-skæve film om to tilsvarende skæve eksistenser: "Eternal Sunshine of the Spotless Mind" er historien om den generte Joel Barish, der forelsker sig i den blåhårede særling Clementine Kruczynski.


    Et varmblodet forhold
    De to indleder et meget varmblodet forhold, men der går ikke længe, før idyllen brydes. Clementine har nemlig valgt at få Joel slettet fra sin hukommelse ved at henvende sig til en klinik, der tilbyder ydelser som denne. Inden længe havner Joel også i samme situation, men mens han ligger på "operationsbriksen" forsøger han alligevel med alle sine kræfter at holde fast i et minde om forholdet. For i bund og grund ønsker han ikke at glemme Clementine.

    Alt for alternativt
    Filmen er mildt sagt alternativ, og det bliver ironisk nok dens største handicap. Historien er indledningsvis pænt vedkommende, og personerne forekommer interessante: Det er således umiddelbart spændende at fordybe sig i hele affæren. Men hvad man kunne kalde en flodbølge af absurditet og uforklarlige hændelser skyller straks efter ind over filmen og drukner alle gode intentioner i grublerier om, hvad der mon sker – og hvorfor.

    Springende og forstyrret
    Brikkerne falder efterhånden på plads, men det hjælper ikke på dén følelse af afmagt og irritation, som handlingen kaster af sig. Først i den sidste lille time giver det hele en form for mening, men filmens første halvdel er og bliver alt for springende og forstyrret. Jim Carrey leverer en meget overbevisende præstation i sin næsten-alvorlige debut, og filmen er præget af en flot scenografi og mange spektakulære visuelle effekter.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2004, USA, Komedie, Drama, Romantik, 103 min.

    Dansk titel: Evigt solskin i et pletfrit sind
    Instr: Michel Gondry Prod: Anthony Bregman, Steve Golin Manus: Charlie Kaufman Foto: Ellen Kuras Klip: Valdís Óskarsdóttir Mus: Jon Brion
    Priser
    • AA - Bedste originale manuskript
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Winslet)
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Carrey)
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Winslet)
    • GG-N - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste film
    • RB-N - Bedste amerikanske film