Lolita (1997)

Sammenhængende film:
Lolita (1962)
Lolita (1997)

Instruktøren Adrian Lyne har ikke kunnet modstå fristelsen for at fabrikere en ny filmatisering af Vladimir Nabokovs omdiskuterede roman om manden, der forelsker sig i en 12-årig pige.

Ikke i nærheden af originalen
Kubricks version fra 1962 er et studie for sig og en helt anderledes kunstnerisk fortolking, som Lynes version ikke overraskende er langt fra at komme i nærheden af.

Erotiske strømninger
Lynes film er ganske pæn og fredsommelig med udmærket skuespil. De stærkt erotiske strømninger har fået en tand opad, filmen er ikke underlagt helt samme niveau af censur som Kubricks.

Dryppende af begær
Lyne har således gjort sig umage med at portrættere den unge pige særdeles sexet, så godt som afklædt og dryppende af begær. Der skal virkelig ikke herske tvivl om begæret i filmen. Der bliver smurt tykt på.

Dominerende dysterhed
Samtidig er Jeremy Irons i rollen som den forelskede Humbert endnu mere frustreret portrætteret end James Mason i Kubricks film. Dysterheden får hermed en dominans, der somme tider virker kvælende.

Roligt udtryk
Filmen er smuk og rolig i sit udtryk, men spilletiden på over to timer er alt for meget. Man kommer til at føle, at man er i selskab med kong Håbløs og får unægtelig også lyst til at udbryde: Nu har vi forstået det - det er noget værre noget, åh nej, hvad skal stakkels Humbert dog gøre.. Små skift i filmens stemninger kunne have givet et mere nuanceret billede af situationen.