Nuovo Cinema Paradiso (1988)

Næsten alle kloden over synes at elske dette italiensk/fransk koproducerede drama-eventyr om den lille, nuttede drengs forelskelse i film på det store lærred. Og det er da også en bredt appellerende og meget ligefrem historie, der ligger til grund for den mangeldobbelt prisvindende (og alenlange) "Nuovo Cinema Paradiso".

Hungrer efter underholdning

Drengen Totò er alterdreng i den lokale kirke. Når messen er slut, omdannes kirkerummet til en biograf, hvor operatøren Alfredo sætter sving i nitratfilmen - til stor glæde for de lokale, der alle hungrer efter lidt underholdning. Desværre har præsten censureret alle kyssescenerne væk, hvilket kan ses ved tydelige hårde klip i filmen.

Kærlighed til filmen

Selvom Totò er forment adgang i operatørrumet, kan Alfredo alligevel ikke stå for knægtens ihærdighed, og han bliver efterhånden en fast bestanddel backstage, mens de store filmklassikere knitres mod lærredet. Kærligheden til filmen er manifesteret, og snart er Totò blevet teenager og render efter pigebørn.

Burde være en cineasts våde drøm

"Nuovo Cinema Paradiso" burde være enhver cineasts våde drøm: Beskrivelser af filmen som (brandfarligt) materiale, det praktiske i at afvikle film gennem en projektor, stemninger blandt et begejstret publikum i biografsalen, masser af (meta-)klip og citater fra klassiske film.

Udtalt selvforklarende

Men resultatet er skuffende. Filmen er for det første udtalt selvforklarende på et niveau, hvor scenerne næsten er stavet helt ud. Feel good-rundturen gennem Totòs liv er på linje med de mere sovsede amerikanske film (=ergo får "Nuovo Cinema Paradiso" både en Golden Globe og en Oscar for bedste udenlandske film.)

Rigelig tid til at udpensle

Med over to en halv times varighed er der rigelig tid til at pensle ud, og lægger man de mange filmklip fra klassikere sammen, stjæler de en rigtig pæn bid af billedet: Det er ikke alene uopfindsomt (og kedeligt), det er også fyldstof næsten på linje med sang- og danseindslag i en helt anden genre. Efter de første to filmklip har vi forstået, at "Nuovo Cinema Paradiso" gerne vil citere, og de efterfølgende klip synes decideret endeløse.

Ukritisk anvendelse af musik

En anden problematisk kvæler ved filmen er dens fuldstændig kritikløse anvendelse af Ennio Morricones ørehænger-musik. Stort set alle begivenheder i handlingen ligger under for tonernes stemningsdikterende ekstralag, og det er umuligt at finde ind til kernen og ægtheden i handlingen (hvis den i øvrigt havde været der; ægtheden.)

Umiddelbarhed i glimt

For kun i glimt opstår en umiddelbarhed og smittende fortælle-autenticitet, som oftest centreret om talentfulde Salvatore Cascios spil i rollen som Totò som barn. Det er i sandhed "mine aftener i Paradis" for drengen, heraf også filmens danske titel.