Swastika (1974)

Denne dokumentar blev (selvfølgelig, fristes man til at sige) forbudt i Israel, fordi den tager sig den (uetiske?) frihed at tegne et mere sympatisk billede af Tysklands diktator Adolf Hitler og hans tid ved magten op til krigens udbrud.

Anti-nazistisk dokumentar

Og det er i grunden dumt, for som Washington Post så rigtigt skrev er "Swastika" snarere en af de mest potente anti-nazistiske film, der nogensinde har set dagens lys - netop på grund af sin uortodokse tilgang til personeren bag tyranniet.

Mennesket Hitler

Ved at fokusere på mennesket Hitler snarere end diktatoren og masse-skrivebordsmorderen, former dokumentaren nemlig en mere afrundet og så meget desto mere skræmmende indsigt i omstændighederne, tiden og "ondskaben-bor-i-os-alle"-sandheden.

Lyd på idyllen

Og fordi der ikke findes (ret mange) dokumentariske optagelser af Hitler i afslappet civil, benytter dokumentaren sig begavet af bl.a. Eva Brauns velkendte optagelser fra Berghof. Den lille genistreg, der i denne forbindelse gør "Swastika" unik, er, at man har kreeret en lydside til den sydtyske bjergidyl.

Hitlers frikvarter

Således får vi for første gang sat ord på mundbevægelserne, når Hitler tager et frikvarter med prominente gæster som Himmler og Speer - og med Eva Brauns gymnastiske øvelser og ungdommelige islæt som fascinerende adspredelse.

Meget virkningsfuldt

Det kan ganske givet støde nogle, at man manipulerer en dialog frem på dén måde, men det er meget virkningsfuldt - og tydeligvis flere steder resultatet af direkte, korrekt mundaflæsning.

Klassisk Wagner-underlægning

Den musikalske underlægning er klassisk nazi-dokumentarisk med rigelig anvendelse af Richard Wagners opera-ouverturer. Det vedbliver at være et meget effektfuldt træk, da storheden i Wagners musik står så perfekt til nazisternes storhedsvanvid.