Operation Cobra (1995)

    En dansk teenageknægt og hans familie tages som gidsler af en gruppe udenlandske terrorister.


    OPERATION PLATACTION

    Den danske stuntmand Lasse Spang Olsen har sat sig i instruktørstolen i denne genindspilning af Anders Bodelsens roman, "Operation Cobra". Filmens stærke sider er skuespillet og fotograferingen, mens det actionmættede og stuntkrævende klimaks halter langt bagefter i det dybt utroværdige og teknisk set under lavmål.

    Fræk teenager
    Frederik er en fræk teenager, der går meget op i størrelsen på pigers bryster og dén slags. Sammen med klassekammeraterne Allan og Dan ynder han at diskutere emnet at "duske" piger.
     

    Stort politiopbud

    Midt i disse uskyldigheder rykker omverdenen ind i Nærum med stort politiopbud. Der skal foregå et topmøde i nærheden. En gruppe terrorister ledet af den afblegede Zak indtager Frederiks villa som samlingssted, hvilket bevirker at Frederik og hans familie tages som gidsler. Vinduer og døre sømmes til - Frederik og hans familie skal holdes i kort snor.

    En kniv i nakken
    Undskyldningen for ikke at vise sig uden døre skal være sygdom, men der er ikke mange, der tror på, at det er sygdom, der plager familien. Men hvis ikke det lykkes Frederiks mor at holde interesserede borte fra hoveddøren, får hun i kniv i nakken. Frederik lader sig imidlertid ikke sådan spærre inde, og takket være et godt kendskab til morsealafabetet får han blinket sig frem til hjælp fra vennerne.

    Stærk Cucik
    Kasper Andersen er heldigvis pænt overbevisende i hovedrollen, men filmens absolut bedste kort er Dejan Cucik i skurkerollen: den perfekte kombination af slesk sarkasme og strammasket sygelighed rammes helt i plet. På nær en helt håbløs lillesøster, er skuespillet udmærket.

    Fin for større børn
    "Operation Cobra" er uden tvivl rigtig god og spændende underholdning for de større børn, men den opmærksomme tilskuer må tage sig til hovedet i filmens komprimerede slutsekvens, hvor biler smadres, og det regner med kugler.

    Grelle fejl
    To gamle Volvo 240 med 70'er-front hører bestemt ikke hjemme i '90-ernes politibilspark. Men den største og absolut utilgivelige fejl opdager vi, da Zak påkører en mand og får smadret forruden i sin Mercedes. Et par klip senere er forruden atter intakt.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018