Apt Pupil (1997)

    En skoledreng er dybt optaget af nazismens historie og konfronterer en gammel nazist med fortiden. Med fatale følger.


    BRILLIANT KING-FILMATISERING

    Bryan Singer, der instruktørdebuterede med den ekstremt roste, "The Usual Suspects", overraskede nogle år senere ved at kaste sig over et så særpræget projekt som at filmatisere Stephen Kings novelle, "Apt Pupil".
     

    Spændende muligheder

    Forlægget rummer mange spændende muligheder, og man kan kun være fuldt ud tilfreds med Bryan Singers disposition. Filmen er en vellykket, ekstremt velspillet og virkelig spændende thriller.

    En ihærdig teenager
    I skolen har de temauge om holocaust og nazismen, og teenageren Todd er så optaget af den grufulde historie, at han må grave dybere.
     

    Indædt søgen

    I sin indædte søgen efter fakta opdager han tilfældigt, at en ældre herre i nabolaget er en eftersøgt topnazist, der har trukket sig tilbage under falsk navn i den fredelige amerikanske forstad.

    Gammel ondskab vækkes
    Todd opsøger nazisten, Kurt Dussander, og stiller som betingelse for at holde tæt, at Dussander til gengæld skal fortælle alle de mest bloddryppende historier fra tiden som befalende i koncentrationslejrene.

    En farlig verden
    Men ved at bore i nazistens fortid, bevæger Todd sig ind i en farlig verden. For Dussander begynder i takt med opremsningen af sin fortid at genfinde den gamle ondskab, der tidligere gjorde ham til en koldblodig bøddel. Den koncentrerede ondskab og nazistens snedige facon begynder så småt at påvirke drengen, så også han udvikler smag for at være ond.

    Troværdigt
    Man bliver draget af filmen, der er fortalt i et delikat og stilfærdigt billedsprog med smukke og rolige billedkompositioner. Den unge Brad Renfro spiller fabelagtigt og meget troværdigt, i filmen kun overgået af en eminent spillende Ian McKellen, hvis ondskabsfulde nazist virkelig er hårrejsende flot og indfølt ramt. Filmen tager sig sine friheder i forhold til novelleforlægget, men det har ikke nogen negativ indflydelse på historien. Snarere tværtimod.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1997, USA, Frankrig, Thriller, Psykologisk drama, Teenagere, 107 min.

    Dansk titel: Den gode elev
    Instr: Bryan Singer Prod: Jane Harbert, Bryan Singer, Don Murphy Manus: Brandon Boyce Baseret på: novelle af Stephen King Foto: Newton Thomas Sigel Klip: John Ottman Mus: John Ottman