Les quatre cents coups (1959)

    14-årige Antoine bor hos sine forældre i en meget lille parisisk lejlighed. Forældrene har andre ting end drengen i hovedet, og Antoine ender på en anstalt.


    SUG I MAVEN

    François Truffaut spillefilmsdebuterede i 1959 med denne på alle måder vidunderlige, berusende, sørgmodige og tankevækkende film om den 14-årige Antoine Doinel, der er klemt mellem forældrenes og skolens krav og ikke møder forståelse på nogen fronter.
     

    Alter ego

    Drengen Antoine Doinel var på mange måder François Truffauts alter ego, spillefilmsdebuten kan med rette regnes som en form for selvbiografi, og Truffaut kredsede gennem 3½ af sine senere film om samme Antoine Doinel og fulgte ham på hans vej ind i de voksnes rækker.

    Forkæmper for kunstfilmen
    François Truffaut var en indædt forkæmper for kunstfilmen og harcelerede over mainstreamfilmens upersonlige masseproduktion i pressen. Fra sin debut kan han regnes for en af nybølgens forgangsmænd, og op gennem sit alt for korte liv eksperimenterede han med mange meget forskellige film.
     

    Sug i maven

    Sug i maven må være den rette beskrivelse af, hvordan man oplever "Les quatre cents coups". Fra første til sidste scene indfanges man af Truffauts dybt personlige, knugende intense historie, der med sjæl, varme og forståelse for kærlighedens betydning i tilværelsen vækker stærke følelser hos tilskueren.

    Komplet og ultimativ
    Føj til sug i maven gåsehud, tårer i øjnene, raseri, afmagt, inderlig glæde og varme. Filmen er en sanseoplevelse ud over det beskrivelige, et komplet og ultimativt personligt og kunstnerisk højdepunkt, en sjælelig renselse, katarsis.
     

    I en skummel pariser-gyde

    Jean-Pierre Léaud spiller med knugende styrke hovedrollen som den 14-årige Antoine Doinel, der bor med sine forældre i en lillebitte lejlighed i en skummel gyde af Paris.
     

    Ingen interesse i sønnen

    Hans mor (Claire Maurier) har helt åbenlyst ingen interesse i sønnen, hun forsøger blot at højne sin egen sølle eksistens ud over det muliges grænser ved at smukkesere sig og have affærer rundt omkring i byen. Sønnen er luft for hende, et irritationsmoment.
     

    Et håbløst forbillede

    Det går lidt bedre med faren (Albert Rémy), der i forholdet til sønnen bruger kærlig ironi og humor, men når det virkelig brænder på, falder også han igennem som håbløst forbillede og kynisk selvhævdende på fuldkomne voksenpræmisser.
     

    Lussingernes holdeplads

    Antoine har det svært i skolen. Her bliver han hånet af lærerne, og der bliver uddelt lussinger. Kun i kraft af sit venskab med den uligevægtige Réne kan Antoine holde sammen på hverdagen. De to skulker sammen, vandrer gennem Paris' gader, forsøger at snyde eller stjæle sig til penge, så de kan fornøje sig i deres lyssky gerninger.
     

    Eneste rigtige vej

    Det går først rigtig galt, da drengene stjæler en skrivemaskine, og Antoine bliver grebet. Herefter beslutter skolen, politiet og forældrene i samråd, at en opdragelsesanstalt er den eneste rigtige vej for drengen.

    Uortodoks fotografering
    Filmen er ikke kun et følelsesmæssigt sansebombardement. Teknisk beviser Truffaut, at han vil mere og andet end glinse og imponere. Dette kommer til udtryk i en for tiden ofte uortodoks fotografering, der grænser til den lyriske films karakteristisk fragmentariske, springende visuelle stil.
     

    Evig kilde til forundring

    Ikke at filmen er ude af fokus, dogmatisk håndholdt eller beskåret efter modernistiske, ikke-rationelle ideer. Fotograferingen rummer blot utrolig mange forskellige udtryk, den er ikke konstant, den er fuld af variation og en kilde til evig forundring.

    Puls og passion
    Fotografen Henri Decaë indfanger Truffauts sorte og grundlæggende dybt nedbøjende historie i de helt rette bevægelser, der giver puls og passion. Der er sekvenser i filmen, hvor fotograferingen er så nærværende og detaljeret, at man virkelig føler sig ét med filmen.
     

    Detaljerigdom

    Detaljerigdommen gør, at fx beklædning og tapetsering fremstår, så man kan række ud og røre ved det: Taktiliteten er stærk, og man mærker helt ind under huden følelsen af klamhed, afsky og væmmelse gennem hele filmen.

    Ægte, oprigtigt, upoleret
    Man finder ikke mange film med samme ægte, oprigtige og upolerede location-fotografering. Der er ingen følelse af kulisse, falskhed og indstudering. Filmen er sandheden, man er til stede, man tror fuldt og helt på Truffauts værk.
     

    Enestående skuespil

    Samtidig bidrager enestående skuespil fra både Léaud, forældrene, vennen Patrick og ikke mindst lærerne til, at verden omkring, mens filmen står på og egentlig mange dage efter, bliver lukket ude.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1959, Frankrig, Psykologisk drama, Krimi, Coming of Age, Teenagere, 97 min.

    Dansk titel: Ung flugt
    Instr: François Truffaut Prod: François Truffaut (ikke krediteret) Manus: François Truffaut Foto: Henri Decaë Klip: Marie-Josèphe Yoyotte Mus: Jean Constantin
    Priser
    • AAN - Bedste manuskript
    • BD - Bedste europæiske film
    • CAN - Bedste instruktør
    • CAN - OCIC Award
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering