Hævnen (2010)

    Efter at have mistet sin mor, vender en dreng sin sorg udad i destruktiv adfærd, og det er tæt på at ende helt galt.


    I BIERS KRUKKE

    Så er der serveret! Det sultne publikum og alverdens priskomiteer er blevet taget med storm af Biers nye hyperventilerende, strømlinede film.
     

    En publikumssucces

    Man kunne ganske givet citere gennemsnitsbiografgængeren (og Oscar-komiteen) for følgende: "Her er godt skuespil, en dygtig og internationalt anerkendt instruktør, en god historie, masser af drama - wauw, det er endnu en god dansk film". Lad os tilføje, at med disse kriterier opfyldt, er en film i de "rette" øjne altid en succes.

    En filmisk hævner
    "Hævnen" er dog snarere end noget andet en hævner på filmoplevelsens forskellige niveauer. Fortællestilen udspyr knivskarp, strømlinet og selv-dramatiserende fotografering med vekslende bevægelighed, vinklinger og fokusvalg, pludselige hurtigzoom. Lidt ekstra filter, og der er skabt en eventyrlig stemning.

    En prøvelse på lydsiden
    Filmen er også en ekstraordinær prøvelse på lydsiden. Et allestedsnærværende lyddesign med ekstremistisk fokus på reallyde og en overdreven skruen op for volumen er med til at understrege filmens grundlæggende melodramatiske fortælleteknik.
     

    Masser af musik

    Musik, musik og atter musik er filmens uheldige stemningskadence, der iført højtbelagt strygeorkester og sine steder "gregoriansk sang" (orientalsk klingende stemmer) udsletter enhver tanke eller mening, som tilskueren måtte have tilkæmpet sig ved egen hjælp.

    Fatalistisk tema
    Historien kredser om en fatalistisk tematik, en mobbe-problematik, krydret med posttraumatisk stresssyndrom og separation mellem selvcentrerede forældre.
     

    Mærkbart instrueret

    Spillerne er mærkbart instrueret ind i dette sine steder overdramatiserede filmunivers, hvilket naturligt nok medfører endnu en række teatralske indspark. Når de sagesløse børn også lokkes ind i det tiltagende stakåndede filmprojekt, gør det direkte ondt.

    Hadet slår revner
    Bier springer således ud i sine "dana goes amerikana"-krumspring. Blodet springer, pandefurerne knager, kærligheden og kildevandet fosser med fuldt strygeorkester, samtidig med at hadet slår dybe revner - alt sammen i en udtalt Hollywood-stil.

    Skruet om et pæreformet gevind
    Er man den passive type, der betingelsesløst lader sine sanser penetrere, vil man formodentlig føle sig henrykt over denne saga fra Bier. Man behøver ikke at tænke selv. Musik, lyde, kameraføring og replikker - det hele er skruet omkring et pæreformet gevind, hvor Bier kan blive ved og ved at spænde, til hele herligheden muligvis flækker.

    Dybereliggende kvindelige værdier
    Selvfølgelig bærer hævnen på dybereliggende og mere kvindelige værdier, ikke langt under overfladen, men disse har Bier ikke lyst til at røre med en ildtang: det hér handler om det hårdtslående, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Når trådene omsider skal samles, og det skal de på bedste overdramatiske vis først helt til slut, slås der dog en fin lyserød, feminin knude på det hele.
     

    Sprængfarligt kompromisløs

    Posttraumatiserede Christian sørger over sin afdøde mor på sin helt egen måde. Han vender smerten og aggressionerne udad i en heksekedel af hævntørst. Da klassens overbidsbelemrede mobbeobjekt bliver venner med Christian, går han samtidig med ind i Christians sprængfarligt kompromisløse verden, og det kan ikke andet end ende galt.
     

    For længe om at reagere

    De voksne er for længe om at reagere, har nok i deres eget - en far sågar ofte langt væk hjemmefra i Second Unit-land (for forklaringens skyld udstyret med et eget orientalsk musiktema med sørgende kvindestemme).

    En anelse ægthed
    Et par formildende omstændigheder ved filmen er Ulrich Thomsen og Mikael Persbrandt, der begge i kraft af deres uomtvistelige talent spiller noget udenom filmens visioner og planter små frø af ægthed og nerve undervejs.
     

    Lejlighedsvis jernhård underholdning

    Højdramatikken afstedkommer også lejlighedsvis jernhård underholdning, der i glimt ikke er helt uden flair for det medrivende. Men det skal understreges, at det kun er i glimt. End credits komplet med naturfilms-potpurri til sprøde musikalske toner.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2010, Danmark, Sverige, Drama, Romantik, Coming of Age, Børn på film, Teenagere, 119 min.

    Dansk titel: Hævnen
    Instr: Susanne Bier Prod: Sisse Gram Jørgensen Manus: Anders Thomas Jensen Foto: Morten Søborg Klip: Morten Egholm, Pernille Bech Christensen Mus: Johan Söderqvist
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • GG - Bedste udenlandske film
    • AA - Bedste udenlandske film
    • BD - Bedste skuespillerinde (Dyrholm)
    • BD-N - Bedste film
    • BD-N - Bedste skuespiller (Persbrandt)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Bodnia)
    • RB - Bedste skuespillerinde (Dyrholm)
    • RB-N - Bedste skuespiller (Persbrandt)
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste instruktør
    • RB-N - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste lyd
    • RB-N - Bedste special effects