10 timer til Paradis (2012)

    En genert bodybuilder, der bor hjemme hos sin dominerende mor, gør et stille oprør ved at tage til Thailand og søge efter kærligheden.


    DEN MODIGE STILHED

    Mads Matthiesen udbygger her sin raffinerede Super16-kortfilm, Dennis (2007), og former en spillefilm der er helt sin egen; fuld af mod og indsigt i livets mere skæve vinkler.

    "10 timer til Paradis" er en uskyldsren og smuk historie. Et infantilt oprør pakket nænsomt i en forkvaklet voksenverdens subkultur i ønsket om opmærksomhed.

    Tragisk og absurd tilfælde
    Historien er halvdelen af succesen, stilen den anden. Mads Matthiesen viser en enestående indsigt i tilværelsens mindre eksponerede sider ved at ridse lidt i facaden og præsentere os for et både tragisk og absurd tilfælde: Dennis.
     

    Bodybuilder i Rødovre

    Dennis er bodybuilder. Han bor i et parcelhus i Rødovre med sin gamle mor. Hun holder ham i kort snor og har gjort det, siden Dennis var lille. Men bag den hårdtpumpede kropslige skal er Dennis en meget følsom mand, der efterhånden er nået dertil, hvor han har behov for at frigøre sig fra sin mor.
     

    Drømmen om kærlighed

    Han tager derfor til Thailand, hvor han har hørt, at det er nemmere at finde en kæreste. Hans martyriske mor tror, at han er til konkurrence i Tyskland. Da først hun præsenteres for sandheden, går hun helt og aldeles i baglås, og spørgsmålet er, om Dennis med sin hensynsbetændelse tør at tage det endelige opgør.

    Intim enkelthed
    "10 timer til Paradis" er i sin intime enkelthed og det strålende mod ganske enkelt en perle i nyere dansk film. Renset for alle former for overflødig indpakning forbliver filmen et ærligt og hjerteligt indblik i følelseslivets stormfulde kampe. Ved at forme de mange forkvaklede mellemmenneskelige signaler og intriger omkring en nærved forstenet skulpturel bodybuilder, understreger Mads Matthiesen den store betydning af hjertet, der banker bag enhver facade.

    Håbløst følsom
    Denne begavede kontrast mellem stenansigt og det åbne hjerte kropsliggøres således i Dennis’ absurd store skikkelse - og ved at han er så uendeligt og håbløst følsom. I spillet mellem mor og søn slår filmen sine største gnister: i en blanding af sygeligt kontrolleret vanvid og aparte størrelsesforskel er disse scener lige dele forstemmende og hjertegribende.

    Markant kropssprog
    For Mads Matthiesen ønsker på ingen måde at gøre forholdet mellem mor og søn til et komisk ærinde. Størrelsesforholdet og sygeligheden udgør i sig selv den nødvendige ironiske distance. Det markante kropssprog siger endnu mere end det finurlige replikskifte.
     

    Fremmed kultur

    "10 timer til Paradis" refererer selvsagt flyrejsen til Thailand. Dennis’ møde med den fremmede kultur forstærker kun yderligere hans infantile og jomfruelige favntag med tilværelsen, der til alle tider har været overbeskyttet af moderen og vægtløftningen.

    Hudløst ærlig
    Heller ikke i det fremmede har Matthiesen følt behov for at spartle ud med hverken orientalsk musik eller anden stemningsforstærkende nødhjælpspakke. Instruktøren står ved sine valg og fravalg, og filmen forbliver hudløst ærlig.
     

    Ingen forstillelse

    Sådan kan man altså inddrage en vidt fremmed kultur som Thailands i en dansk filmproduktion uden at hverken krukke eller forstille sig. De thailandske spillere er instrueret ind i samme intime atmosfære, så der ikke forekommer nogen skævhed de to miljøer imellem.

    Subtile registre
    Ved at tildele Dennis’ enorme skikkelse de mange små subtile registre fra det sørgmodige til det viljestærke, indrammes missionen om kærlighed på kryds og tværs af kontinenter langt mere raffineret og dybt. Kontrasten bliver mere end sort/hvid. Og Kim Kold formidler med store indlevelse de store følelser i små afvigelser i sit fantastiske stenansigt og kropssprog.

    En kuet skikkelse
    "Dennis" er først og fremmest Dennis: denne kuede skikkelse, der i størrelse næsten er en slags Hulk. Man kan ikke andet end fatte dyb sympati for skikkelsen og hans endelige opgør med moderens dominans.
     

    Interessante biroller

    Elsebeth Steentoft er filmens anden markante spiller. I rollen som Dennis’ mor rummer hun den ultimative martyrs ekstreme bitterhed med uhyggelig styrke. Desuden glæder man sig over, at alle mindre roller - også de thailandske - alle har en central plads i historien og således er interessante.

    Med spændte muskler
    Når Dennis smider undertrøjen, og med spændte muskler poserer for spejlene i træningscentret, virker han tilnærmelsesvis lykkelig. Det er det centrale tema og opgør i filmen: At Dennis er nødtvunget til at finde lykken i det kropslige ydre på grund af et ufrivilligt fortrængt følelsesliv - indtil han endelig gør oprør.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2012, Danmark, Drama, Romantik, 92 min.

    Dansk titel: Ti timer til Paradis
    Instr: Mads Matthiesen Prod: Morten Kjems Juhl Manus: Mads Matthiesen, Martin Zandvliet Foto: Laust Trier-Mørk Klip: Adam Nielsen Mus: Sune Martin
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering
    • BD-N - Bedste film
    • BD-N - Bedste birolleskuespillerinde (Steentoft)
    • RB-N - Bedste film
    • RB-N - Publikumsprisen
    • SUNDANCE - Directing Award