Unsane (2018)

Steven Soderbergh tog sig (endnu engang) kunstneriske friheder i to film efter hinanden: Både "Unsane" og High Flying Bird (2019) er filmet stort set udelukkende med en iPhone – og dét er den kreativt alsidige instruktør sluppet rigtig godt fra!

Er vanviddet reelt?

I "Unsane" følger vi Claire Foys unge kvinde, Sawyer Valentini, der har det lidt svært psykisk, ikke mindst efter en lang periode med en plagsom stalker i hælene. Derfor søger hun lidt støttende hjælp på en mentalinstitution. Men det skal snart vise sig, at hun får svært ved at slipper derfra. Inden længe er hun indlagt, og hvad værre er, mener hun, at en af de ansatte er hendes stalker, David Strine. Ser hun syner, eller er vanviddet reelt?

Indespærringens tiltagende klaustrofobi

Spændingskurven er stejlt, men samtidig velovervejet stigende. Soderbergh tager sig god tid til at indfange de (mentale) stemninger, der kryber langs væggene i indespærringens tiltagende klaustrofobi. "Unsane" er således ikke for sarte sjæle, selvom gyseraspektet i handlingen er mere bagvedliggende og ikke decideret kødeligt konfronterende. Netop derfor så meget desto mere overvældende.

Krænger sit inderste ud

Claire Foy krænger i hvert fald troværdigt sit allerinderste helt ud i mødet med den stærkt udfordrede Sawyer, og hun får tilsvarende eminent modspil fra altid interessante Joshua Leonard. Hans vanvid hersker der ingen tvivl om, efterhånden som "Unsane" nærmer sig sine afsløringer. Mestendels fritaget for underlægningsmusik, hvilket hylder den formmæssigt stramt tøjlede film i en yderligere æggende og ætsende intensitet.