Physical Evidence (1989)

Manuskript- og romanforfatteren Michael Crichton havde en broget karriere som instruktør: 7½ film stod han bag roret på, hvoriblandt science fiction-filmene Westworld (1973) og Coma (1978) hører til blandt hans bedst kendte og mest vellykkede. Men han fik også spyttet et par mere "gængse" genrefilm ud. Mest sprudlende med den vidunderligt underholdende The First Great Train Robbery (1978), og i 1989 – med den sidste film som hovedkrediteret instruktør – en helt almindelig krimi, der faktisk er bedre end sit generelle rygte.

Havner i uføre

"Physical Evidence" har Burt Reynolds i hovedrollen som storbybetjenten Joe Paris, der havner i uføre. Han mistænkes for at have begået et mord og tildeles en offentlig forsvarer, Theresa Russells Jenny Hudson. Sammen skal de forsøge at rede trådene ud, før timeglassets sand når bunden. Det meste af denne kamp foregår i retssalen, men det umage makkerpar – der også snart synes at opbygge en romantisk interesse (surprise!) – må også på banen ude i det virkelige liv.

Letløbende og velspillet

Med prædikater som "kedelig" og "unødvendig" som generelle anmelderudtalelser, bliver mødet med Crichtons flirt med mainstreamfilmen ganske behageligt overraskende. For filmoplevelsen er egentlig både letløbende, velspillet og teknisk på et højt niveau, hvilket mærkes allerede fra det æstetiserede senfirser-anslag. Til gengæld hersker der ingen tvivl om, at plottets ind- og udviklinger godt kunne have brugt lidt mere finjustering: Særligt hen imod slutningen skriger den manglende struktur en hel del til himlen.

Mangler en del kant og fylde

Samspillet mellem Burt Reynolds og Theresa Russell (der bl.a. kører i noget så sjældent som en Volvo 780!) har fine øjeblikke, men deres rollefigurer mangler en del kant og fylde. Det er et stort plus, at det er lykkedes at få både lidt sprødhed og spas ind i birollegalleriet – bl.a. opstår et af højdepunkterne, da Joe har en flirtende samtale med en receptionist i en fiskevirksomhed! Musikken er af selveste Henry Mancini: Karakteristisk 80'er-synth med helt simple stryger-orkestrale passager. I sig selv vældig nydeligt, men ind imellem som alt for stemningsmæssig overload.