Cell (2016)

Salgbarheden af denne på-det-jævne-zombiegyser stiger med et par hundrede procent, ene og alene fordi forlægget er af Stephen King. Det er da også det primære budskab, der pryder plakaten til filmen. King har selv skrevet manuskriptet sammen med Adam Alleca, og resultatet er faktisk en del bedre, end de generelle bedømmelser giver udtryk for.

Død og helvede direkte i øregangene

John Cusacks fraskilte familiefar Clay Riddell befinder sig i anslaget i en travl lufthavn. Netop som hans mobiltelfon er løbet tør for strøm, oplever han noget ganske vanvittigt. Stort set alle omkring ham forvandles pludselig til en slags zombier, og noget kunne tyde på, at det er et mystisk mobilsignal, der sender død og helvede direkte i øregangene på de mange mobilsnakkende. "Så kan de lære det," synes filmens underliggende morale at være... for al den mobilsnak er i forvejen roden til alt ondt.

Drama på drengen

Nu er der drama på drengen. For hvordan undgår Clay at lide samme kranke skæbne? Og kan han nå at finde frem til ekskone og sønnike, før det er for sent? Heldigvis finder han sammen med et par andre skæbner, der stadig er fri for virus, herunder Samuel L. Jacksons djærve togfører Tom McCourt.

Ekstremdramatik

The Door in the Floor (2004)-instruktør Tod Williams kæmper lidt med at få både ender og troværdighed til at mødes i et tiltagende kaotisk opkog af ekstremdramatik. Men betragtes filmproduktet lidt udefra, er der alligevel en stærk sammenhængskraft i den visuelle identitet. Her er produktionsdesignet både flot og postapokalyptisk tankevækkende – særligt når det betændte mobilzombietema tildeles eklatant massehysteri hen imod slutningen.

Hjælp fra stjernerne

Filmen hjælpes også på vej af stjernerne John Cusack og Samuel L. Jackson, der ofte bliver dén lim, der trods vaklen holder det hele nogenlunde sammen. Masser af sovset musik gør filmoplevelsen (og hjernen) en bjørnetjeneste – kun enkelte scener helt uden toner emmer af Stephen King'sk tavse (bog)magi.