It's Alive (1974)

    Et ægtepar – og hele lokalsamfundet – får sig noget af en forskrækkelse, da graviditeten viser sig at resultere i et dræbende babymonster... snart på fri fod!


    BABY UDEN NÅDE

    Flere nyere gyserfilm har tydeligvis fundet inspiration i Larry Cohens aparte misfostergyser fra 1974. Og "It's Alive" emmer da også af fortællelyst inden for sit eget snævre gyserfelt – især i sidste halvdel af fortællingen.

     

    Noget er råddent i mors mave...

    Ægteparret Davies skal have en efternøler, og deres 11-årige søn en lillebror/søster. Men noget er råddent i mors mave: Det mærker hun allerede, da veerne melder sig. Men da først barnet er født, er det for sent! Den forvoksede nyfødte ser sit snit til at stikke af, og hele lokalsamfundet er på den anden ende.

     

    Dræber med stort D

    Barnet er nemlig dræber med stort D, og krøltoppen er ikke bleg for at slå ihjel, så blodet sprøjter. Barnets far, John P. Ryans Frank, beslutter sig for at tilbyde politiet sin hjælp. Han vil slå poden ihjel, men først skal den lokaliseres, og det viser sig tiltagende svært, især da den finder vej ind i storbyens enorme kloaktunnelsystem!

     

    Teknisk ubehjælpsom

    Filmen lægger trægt ud og er tilmed teknisk ret så ubehjælpsom. Klipningen er horribel, og spændingen i det hele taget slatten. Men så begynder der at komme gods i bleen, og "It's Alive" bliver saftigere og saftigere og tilsvarende underholdende.

     

    Svær ikke at knuselske

    Sidste halvdel af filmen er således svær ikke at knuselske for sit ultimative babymonstervanvid... så meget desto mere effektfuldt, fordi monstret netop ikke får lov at spille en (visuelt) fremtrædende rolle. Vi ser det i glimt, og det er egentlig mere end rigeligt.

     

    Musik af Bernard Herrmann

    Musikken er af selveste Bernard Herrmann, der leverer velkendt simple akkordstemninger, dog i helheden alt for overanvendt. Bedst blandt skuespillerne er John P. Ryan som barnets far, især når han ind imellem lader følelserne få frit løb... Han er jo trods alt barnets far!



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1974, USA, Gyser, Science Fiction, Børn på film, Biler på film, 91 min.

    Dansk titel: Baby Killer
    Instr: Larry Cohen Prod: Larry Cohen Manus: Larry Cohen Foto: Fenton Hamilton Klip: Peter Honess Mus: Bernard Herrmann
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation