Malignant (2021)

Udtalt overfortalt og tiltsvarende frastødende gys: "Malignant" tværer alle sine betændte twists and turns ind i godt brugt motorolie og ruller dem i skidne burhønefjer. Med andre ord kender mainstream-instruktør James Wan slet ikke nogen besøgelsestid, når historien om Annabelle Wallis' hårdt prøvede Madison Mitchell skal serveres.

Ved at gå op i limningen

Madison oplever i stigende grad, hvad hun til at begynde med tror er visioner om bestialske mord, og hun er tæt på at gå op i limningen. Det bliver dog på ingen måde bedre, da hun begynder at erfare, at mordene rent faktisk finder sted, og at hun på mange måder befinder sig i epicentret af den mystisk "afbrændte" morders løbebane.

Intet bider

Intet i fortællingen bider, men rent teknisk byder "Malignant" ind imellem op til en enkelt opfindsom dans eller to med gysergenrens krogede muligheder. Bedst når Madisons kvaler filmes oppefra, og husets lofter er nedbrudt. Men hele vejen igennem de 111 minutter følger en bestialsk larmende og alt for overstyret underlægningsmusik, der kun meget sjældent slipper sit kvælertag om fortællingen.

Ikke et ben til jorden

Skuespillerne er i grunden sagesløse i dette set up, hvor det er svært at få et ben til jorden. "Malignant" er nærved udelukkende optaget af måden, hele vanviddet rammes ind på, og langt mindre af, i hvilken målestok, det rent faktisk fungerer.