Mommy (2014)

Muligvis kandidat til at være canadiske Xavier Dolans bedste film. I hvert fald er "Mommy" – trods åbenlyse auteur-fordrejninger – præget af mådehold i fortællestilen og ægthed i skuespillet, så det slår gnister helt ind mod hjertekulen.

Ikke ligefrem milde symptomer

Anne Dorvals fransk-canadiske Diane er alenemor til ADHD-teenageren Steve – vel at mærke en diagnostiseret dreng, der ikke ligefrem har milde symptomer. Han er skrigende, hylende, voldelig og outreret grænseløs i sprog og fysik, og det er endog særdeles svært for moren at få den tilmed øknomisk trængte hverdag til at hænge sammen.

Vent fra uventet kant

Men hjælpen kommer fra uventet kant, da genboen Kyla – der har talebesvær – viser interesse i mor og søn. Særligt væsentligt kan det vise sig at være, at hun er underviser på orlov og måske kan hjælpe Steve blot lidt videre.

Den familiære forbindelse

Dolan fortsætter ufortrødent med sit mor/søn-tema, som han har dyrket flere gange som et varemærke siden den dejlige debutfilm J'ai tué ma mère (2009). Men med "Mommy" er den familiære forbindelse alligevel forfinet til andet og mere end opgør og teenagehormonelle forstyrrelser.

Bundløse fascinationskraft

Særligt i spillet mellem Anne Dorval, der også spillede moren i debutfilmen, og Antoine Olivier Pilon som ADHD-teenageren, ligger der en bundløs fascinationskraft, fordi begge lever sig så dybt ind i rollerne, at tårerne (næsten) står på spring. Suzanne Cléments birollepræstation som den martrede Kyla bidrager herudover med en bittersødme, der er både rørende og markant.

Kvadratisk...

Dolans idé med at præsentere næsten hele filmen i et smalt kvadratisk format kan muligvis tjene velovervejede æstetiske formål (alt er framet i samme begrænsede "gyldne" snit), men valget er nok mest af alt en kende "auteur for auteurens skyld", når alt kommer til alt.

Nøgenhed og nærhed

Og så kan Dolan heller ikke "dy sig" for at hylde sin film i diverse (anmassende) popsange. Heldigvis (!) tager dette tilvalg dog langt fra overhånd, og i det store og hele er "Mommy" befriende oprigtig på lydsiden, hvor nøgenheden og nærheden som regel er i velvalgt fokus.