A Happy Day (2023)

Med et sart humoristisk blik på et alvorligt emne, nemlig Norges umiddelbare hjemsendelse af unge asylansøgere, den dag, de fylder 18 år, fortæller instruktør og manusforfatter Hisham Zarman hér en universel historie, der rækker langt ud over de nordnorske bjerges sneklædt majestætiske skønhed.

Isørken og tårnhøje fjelde

Teenagerne Hamid, Aras og Ismail er alle anbragt på udkants-asylcentret, fra hvilket det er stort set umuligt at flygte. Her er nemlig kun isørken og tårnhøje fjelde, så langt øjet rækker.

En kæp i hjulet

Alligevel går de med drømme om at gøre forsøget, for de ved, at de vil blive sendt tilbage til hjemlandet, den dag, de fylder 18 – beriget med en statssponsoreret kuffert og beskeden om, at de kun må have 23 kilo bagage med på flyet. Men da en af drengene forelsker sig i en nyankommen rebelsk pige, sætter det en kæp i hjulet på planerne, i hvert fald i den oprindelige form, de var tænkt.

Evigt-vinterlige omgivelser

"A Happy Day" er ikke nogen gennemsnitlig indvandrer/flygtninge/integrations-film. Det fornemmes allerede i det smukke anslag, der også gør det tydeligt, hvor krævende de evigt-vinterlige omgivelser må have været for indspilningsprocessen.

Masser af tænding

Besat primært af unge amatørskuespillere er gnisten overladt lidt mere til tilfældighederne, end ved valg af mere sikre kort. Men der er tænding i langt de fleste situationer, hvis skævhed og bittersøde humor giver integrationspolitikken en ørefigen, det er til at forholde sig til.

Ikke slået ud af kurs

Ind imellem flagrer nogle af Hisham Zarmans (talrige) ideer lidt vel rigeligt, men det er ikke nok til at slå "A Happy Day" ud af den flotte kurs. Underlægningsmusikken holder heldigvis lange, behagelige pauser, og kun stedvis tværer "mellemøstlig" sang og toner stemningerne alt for patetisk ud.