Death Proof (2007)

Forventeligt kæksmart, filmreferencespækket og (teknisk) overgearet Quentin Tarantino-action. "Death Proof" får reelt både det værste og det bedste ud af den farvestrålende instruktør, men absolut mest det sidste!

Sofistikeret road rage

Kurt Russell er magnifik og fascinerende som den ansigtsarrede Stuntman Mike, der af uvisse årsager har en forkærlighed for at dræbe smækre babes – vel at mærke på en meget sofistikeret måde.

Muskelbilen som våben

Han bruger sine topsikrede – såkaldte "Death Proof" stuntkører-muskelbiler – som våben. Førerpladsen er sikret efter alle kunstens regler, så han kan egentlig smadre og crashe ligeså tosset, han vil... uden selv at komme til skade... næsten.

Barmfagre babes

Men da han varmer op til at forfølge, terrorisere og ultimativt dræbe sit seneste kuld (barmfagre) babes, har han ikke forudset, at de måske har tænkt sig at give ham kamp til stregen.

Det filmiske legebarn

Rent visuelt er Tarantino nærmest infantilt optaget af at skabe et værk, der er ligeså knuselskende oprindeligt og originalt som mange af hans endeløse strøm af både A- og B-filmforbilleder. Det giver sig meget synligt til udtryk i valget af "knitrende/ridset 35mm-look" (filmens første halvdel), hvorefter vi pludselig får et par sekvenser i sort/hvid, der så igen går brat over i knivskarp "digital farveleg".

Smittende opfindsom

Det er altsammen meget godt, men fungerer reelt kun, fordi Tarantino er så smittende opfindsom, og fortællingen bag al sminken er så funklende medrivende og fuld af fænomenalt timet og velspillet action.

Biljagts-koreografi uden sidestykke

Det spidser endda til, efterhånden som "Death Proof" når sin anden time. Biljagts-koreografien er uden sidestykke og pumper endeløse gallons højoktans-benzin i filmoplevelsen – og hermed også dens tilskuere.

Knald på kønskampen

Der kommer knald på kønskampen i en ny og V8-adrenalinmættet form, som nærmest kun Tarantino kan retfærdiggøre uden at havne i den krænkelsesparate gabestok. Underholdningen er i hvert fald absolut hjemme trods for mange kvinde-snakkescener og et utal af pop- og rocklarmende sange på lydsiden.