Kid 90 (2021)

Da Hollywood-barnestjernen Soleil Moon Frye blev voksen fik hun en idé: Hvorfor ikke finde kasserne med de mange hundrede timers hjemmevideo-optagelser fra 1990'erne frem og fabrikere en dokumentar? Når alt kommer til alt rummer de velsagtens mange optagelser af kendisser og giver et blændende indblik i en svunden og mindre politisk korrekt tid?

Über-hektisk stil

Det burde i hvert fald være, hvad der kom ud af denne kreative sammenklipning af en barne- og teenageopvækst på både hårde og vidunderlige præmisser. Men mere end noget andet falder "Kid 90" med sin über-hektiske musikvideostil i en grøft af uvedkommende frem- og tilbagespring.

Fokus på det problematiske

Jovist, der er få glimt af noget tids- og sindelagstypisk, mens Soleils håndholdte helvede af ubehjælpsomme optagelser sitrer over skærmen, men allermest synes den voksne kvindes formål med den autobiografiske dokumentarisme at være et fokus på det problematiske ved at fremelske en barnestjerne og senere ukritisk dyrke hendes tidlige udvikling med meget store bryster.

Datidens brølere

Med andre ord er krænkelsesparatheden helt up front på datidens brølere, også når dokumentaren taler med nogle af de mere eller mindre kendte skuespillere, der nu også er blevet voksne, og som i vid udstrækning optræder på Soleils hjemmevideoer.

Konstant kæksmart musik

En konstant – og her menes virkelig uden ophør – kæksmart-optempo-strøm af popsange sørger for at tvinge den i forvejen damp-prægede fortællestil fuldstændig i knæ, uden mulighed hos tilskueren for selv at tænke en eneste subjektiv tanke.