Family Life (1971)

Ken Loach har alle dage været arbejder- og lavere middelklasse-filmfortolkeren over dem alle i Storbritannien – her med sit første opus siden debuten Kes (1969) to år tidligere.

Frisind og manglende respekt

Med "Family Life" graver han lige niveauet dybere ned i det samfunds- og familienormative, som oplevet i kernefamilien Baildons hverdag. Her bliver forældrene så forargede over datteren Janices frisind og manglende respekt – hun har netop fået foretaget en abort – at de føler, de må gribe til handling.

Hyperhysteriske reaktionsmønstre

Det starter en lavine af hyperhysteriske reaktionsmønstre hos forældrene, der alle har dét til fælles, at de totalt mangler psykologisk indsigt. I stedet for at tale med datteren, taler forældrene på hende, og Janice havner snart i psykiatrien, ganske simpelthen fordi hun opfører sig lidt "anderledes".

Æstetiseret trøstesløshed

Loachs evne til at æstetisere det trøstesløse i et klaustrofobisk fortættet hverdagsbillede er unik. Når Janices forældre gør sig kloge på datterens "tilstand" over kakelbordet, perler det glade vanvid nærmest på biograflærredet.

Svigt, dumhed og selvoptagethed

Det er en simpel fortælling om svigt, dumhed og selvoptagethed i en tid, hvor indsigten i psykiske udfordringer ikke var prangende. Stilen er knap og skåret ind til benet – i vid udstrækning er det stemningerne, omgivelserne og omstændighederne, der tager styringen og ikke en filmauteur.

Dyb og oprigtig indlevelse

Loach er næsten dokumentarisk i sin tilgang. Musik er her ikke meget af, og skuespillet er præget af en dyb og oprigtig indlevelse i det betændte stof, der udarter sig i drama på højt niveau.