Sytten (1965)

    En 17-årig gymnasiedreng kommer i 1913 på græs og lærer til sin store trøst at forløse sig i kvindeskød frem for at onanere.


    LOUSY GLANSBILLEDE

    Få år inden frigivelsen af den skriftlige pornografi og en lille håndfuld år før ophævelsen af voksen-censuren og billedpornografien blev denne, Annelise Meineches instruktørdebut, en sensation der solgte tonsvis af biografbilletter og endte med et overskud på over 3 millioner.

    Klar til kønslige kvababbelser
    Soyas roman "Sytten" havde vakt generel forargelse, da den udkom ti år tidligere, men i 1965 var danskerne klar til at se en 17-årig drengs kønslige kvababbelser på det store lærred.

    Sødladent glansbillede
    Lad det være sagt med det samme: Ole Søltoft er ikke med sine 24 år nogen troværdig 17-årig. Han er i det hele taget ikke troværdig, og filmen slet ikke. Det folkekomiske snit er indrammet i en sødladen, glansbilledglinsende kulisse - handlingen udspiller sig i 1913 - og det tiltænkt kinky og vovede giver næppe mange stådreng i dag.

    Solgte masser af billetter
    Det er selvfølgelig heller ikke nødvendigvis Meineches dagsorden. Men den primære grund til, at filmen solgte så mange billetter, var uden tvivl frem for alt den menige danskers spinkle håb om at se konturerne af et sæt bryster eller antydningerne af en buksebule.

    Når aldrig et klimaks
    Det er der ikke meget af i filmen, der aldrig når nogen form for klimaks - andet end måske det overpjattedes. Ole Søltoft slår her sin senere så varemærketypiske manierede krukke-spillestil an, men det er alligevel Ghita Nørby, der går mest i overgearets hysteriske omdrejninger.

    Kvinderne falder på stribe
    Mindre birolleskuespillere slipper lidt mere hæderligt af sted: Bedst er Lily Broberg som den halvgamle stuepige, frk. Rosegod, bl.a. fordi hun er den eneste, der evner at udstråle en form for troværdig liderlighed. At det så er knap så plausibelt, at kvinderne falder på stribe for Søltofts charme er en anden sag. Man må jo forsøge at lukke øjnene og forestille sig en smækker, gudeskøn teenager på seksuel forsøgskurs.

    På landgræs blandt vakse piger
    Og det er, hvad handlingen drejer sig om: Søltofts gymnasiedreng, Jacob, der kommer på landgræs blandt vakse piger og opdager, at han med fordel kan bruge dilleren til andet end at onanere - noget, han i øvrigt gør med stor skam.

    Urkomisk dialog
    Da Ingolf Davids skabsbøsse-apoteker får en ledig stund med Jacob, fører det til følgende urkomiske dialog, der har 0 % situationsfornemmelse:

    Apotekeren: Onanerer du?
    Jacob: Nej, det gør jeg aldrig!
    Apotekeren: Ved du, hvad det er at onanere?
    Jacob: Ja.
    Apotekeren: Hvor kan du vide, hvad det er, når du ikke gør det?
    Jacob: Det er nogle af mine skolekammerater, der har fortalt mig om det!
    Apotekeren: Næsten alle unge mænd er selvbesmittere, men der er mange, der siger nej, når man spørger dem.
    Jacob: Jamen, jeg gør det ikke!
    Apotekeren: Jeg vil sige dig, det letter at tale ud om tingene.
    Jacob: Jamen, jeg gør det altså ikke!
    Apotekeren: Du behøver ikke at skamme dig..

    En desperat mand
    Herefter foreslår den desperate apoteker, at de onanerer sammen. De kan jo bare gøre det ved siden af hinanden, og bagefter bede Vorherre om forladelse. Men Jacob går, fuld af foragt.

    Seksuel selvtillid
    Filmens velsagtens "frækkeste" scene opstår i de døende minutter, hvor Jacob er på vej hjem fra sit landophold igen. Nu fuld af seksuel selvtillid går han i mamelukkerne på en flirtende medpassager. Så kan hun lære det!

    Lattervækkende
    Annelise Meineches iscenesættelse ejer ikke skyggen af hverken teknisk eller narrativ tæft. Filmen er urkomisk, men ikke fordi den vil være komedie. Den er lattervækkende, fordi den komplet mislykkes i både sit historiske, erotiske og samfundskritiske forehavende, og er en hån mod Soyas forlæg.

    Springbræt til mere erotik
    "Sytten" har i dag ene og alene dén værdi, at den blev springbræt til næste årtis overflod af erotiske lystspil, men ladt alene er den både ubehjælpsom, krukket og åndsforladt. Alt dette understøttes i øvrigt af Ole Høyers lirum-larum-musik.

    Flere positive anmeldere
    Overraskende mange dagbladsanmeldere var begejstrede for filmen: "Soyas Jacob som marcipangris i luksusfotograferet og humørfuld Palladium-filmatisering", "En debuterende filminstruktør har lavet en mirakuløst god film" og "En sympatisk folkekomedie." Dog kunne man også finde overskrifter som: "Kedelig og tom" og "En stor skuffelse."



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018