A Piece of Sky (2022)

Råt, stringent, tankevækkende og hjerteskærende intimt serverer Michael Koch her sin anden spillefilm – optaget i og omkring en lille alpelandsby i den tysktalende del af Schweiz. Her bor den enlige unge mor Anna med sin datter Julia. Anna er postbud om dagen og bartender om natten, mens de fleste andre i landsbyen arbejder med køer og mælkeproduktion.

Stille harmoni
En af bondemændene er den stærke, firskårne og ordknappe Marco. Han er for nylig flyttet op i bjergene for at arbejde på en gård, og de to forelsker sig snart. Selvom de andre i landsbyen ikke helt forstår, hvad de to ser i hinanden, gifter de sig og lever i stille harmoni. Men noget er galt.

En svær beslutning

Marco har svære og invaliderende hovedpiner, og snart får han konstateret kræft. Han begynder at miste sin impulskontrol og opfører sig tiltagende ubehageligt over for Anna og Julia, og da hans udbrud bliver direkte farlige, må Anna træffe et af sit livs sværeste beslutninger.

Liv- og dødsdramatik
Michael Koch indrammer sit liv- og dødsdrama i en bjergtagende, men samtidig nådesløs bjergkulisse: Livet i bjergene er sjældent bare dejligt, det er ofte barskt og brutalt. Dalen, filmen er optaget i, er således smal med stejle skråninger, og arbejdet er fysisk meget hårdt.

Ingen formildende omstændigheder
Her er med andre ord ingen formildende omstændigheder, hverken i historien eller i filmens stringente stil. Den smukke udsigt er hverdag, og det seje arbejde i vintertiden kræver sin mand. Filmen tilbyder ingen varme omslag i form af billedskønne og bjergtagende bredformatsbilleder (den er optaget på 16mm), og ”blødgørende” underlægningsmusik er her ikke meget af. Valget af amatørskuespillere over hele linjen bidrager med en endnu højere grad af autenticitet til den i forvejen overrumplende filmoplevelse.

Ikke let at bevidne

Det er ingen let film at bevidne. Den kræver tålmodighed, men giver omvendt meget igen. Emnet er barskt, og udsigterne dystre. Lydbilledet udgør en stærkt medvirkende faktor i historiens tiltagende klaustrofobi, som oplevet både gennem Marco og Anna. De ”kreative” intermezzi, hvor et velklædt kor synger mellem de sneklædte bjerge fungerer ikke optimalt og forstyrrer helheden i en ellers helstøbt rå film.