Il deserto rosso (1964)

Med rette berømmet for sin visuelle elegance, der om nogen film hylder det gyldne snits billedkompositioner. "Il deserto rosso" bliver den dag i dag brugt som stjerneeksempel på alverdens film- og fotografuddannelser – praktiske, såvel som teoretiske.

Reelt i baggrunden

Historien træder reelt i baggrunden for den tekniske perfektionisme: Den unge Guiliana er mentalt ustabil og vakler rundt med sin søn i hånden i de forurenede områder omkring mandens industrivirksomhed. Da hun møder mandens kollega, bliver en lille flirt måske begyndelsen til mere stabilitet hos Giuliana? Eller også har det den stik modsatte effekt.

Næsten tyngende

Den visuelle styrke i Carlo Di Palmas ikoniske billeder er næsten tyngende. Vægten på netop billederne kan således risikere at blive et kvælningsfaktor på det store, romantiske og betændte drama – i hvert fald brænder Monica Vittis skønhed og Richard Harris' (kvalmt ringe) dubbede Corrado overhovedet ikke igennem i deres forehavender.

Tarkovskij light

Der er noget Tarkovskij light over instruktør og manuskriptforfatter Michelangelo Antonionis stil: Mystikken og symbolikken i billedernes tyngde overgår næsten fantasien – men udførslen er hér langt mindre en auteurs vision og mere en teatralsk dramatikers villede epos.