door in the floor, The
En berømt børnebogsforfatter hyrer en ung mand til at assistere sig en sommer. Samtidig kæmper forfatteren med et kæntrende ægteskab.
INTERESSANT JOHN IRVING-FILMATISERING
Forfatteren John Irvings populære bøger bliver ofte til Hollywoodfilm, således også hans "A Widow for One Year", der på film har den mere hemmelighedsfulde titel "The Door in the Floor".

Jeff Bridges og Kim Basinger spiller begge fint og afdæmpet i en film, der bestemt ikke bevæger sig hurtigt men tager sig tid til fordybelse og personkarakteristika.

Styrke og svaghed i menneskeskildringer
Det er både filmens styrke og svaghed, at den er så grundig i sine menneskeskildringer. Instruktøren Tod Williams får stærke og mindeværdige scener ud af de intime samværs- og diskussionsscener, men man efterlyser en billedlig og stemningsmæssig kontrast, der kunne have fremdrevet mere bevægelse i historien.

Den berømte børnebogsforfatter Ted Cole (Bridges) hyrer en ung mand til at assistere sig over sommeren. Den unge mand (Jon Foster) falder straks for Coles smukke kone Marion (Kim Basinger), der tuller deprimeret rundt i sin egen verden og forsøger at lægge sin utro og humørsvingende mand bag sig.

Den jomfruelige knægt øjner en chance for også at assistere forfatterens kone - men på helt andre felter - og således bliver den unge Eddie på flere områder Cole-parrets samlingspunkt dén sommer.
Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave