Ballade på Bullerborg (1959)

Der var ikke mange rosende ord at finde blandt anmelderne, da Sven Methlings folkelige pølsefabrikants-komedie med slotsidyllisk overbygning havde premiere i 1959: "Mere pølse end spøg", "Methlings klister" og "Et stykke med fladt dansk spøgepølse," kunne man blandt andet læse.

Letløbende og musikalsk
Det er svært helt at forstå, hvorfor "Ballade på Bullerborg" faldt så meget i unåde, for når filmen betragtes i dag, fremstår den som både letløbende, musikalsk og endda en lille smule genrefornyende.

Eksklusivt tag over hovedet
Da de to gademusikanter, Svend Asmussens Flink og Ulrik Neumanns Villy, får nys om, at slottet Bullerborg står tomt, øjner de en mulighed for eksklusivt tag over hovedet. Snart står den på hygge foran pejsen til vinkælderens flotte udbud.

Pølsefabrikantens slot
Men det varer ikke længe, før de får gæster: Pølsefabrikant Hannibald Jensen med frue og datter kommer for at besigtige slottet, som de har råderet over. Den rige familie aner ikke uråd, da de bliver modtaget af de nu fornemt klædte musikere, der udgiver sig for at være hhv. hushovmester og tjener.

Den rene pølsefryd
Således kan Flink og Villy med hjælp fra to kvindelige romantiske interesser servere pølser for pølsefamilien. Heraf den skønne slager, "En pølse skal serveres med føl’se", og et par af filmens herligste øjeblikke, da Sigrid Horne-Rasmussens fru Hannibald funkler af fryd ved synet af pølser.

Det spøger på Bullerborg
Det hedder sig også, at det spøger på slottet, og snart viser Johannes Meyers Kristoffer Buller sig da også i rustning og er tæt på at tage livet af flere af gæsterne. Men det mest alvorlige bliver, hvordan Flink og Villy klarer skærene – de er jo trods alt ikke hushovmester og tjener – sådan helt rigtigt.

Ægtheden smitter af
”Ballade på Bullerborg” er ganske vist ikke båret af årtiers mest originale historie, men det er forfriskende at se Svend Asmussen i en hovedrolle. Det giver musikken liv og ægthed og smitter af på iscenesættelsen, der er præget af god timing og udsøgt musikalitet.

Ikke uden charme
Spøgerierne er i sine special effects tidstypisk ubehjælpsomme, men ikke uden charme. Til gengæld falder en romantisk flirt mellem Ghita Nørby og Ebbe Langberg noget mekanisk ud. Bedst er Sigrid Horne-Rasmussen, der for en gangs skyld ikke overstyrer sit komiske spil og rammer en fin balance mellem det spøgelsesangste, det ægteskabeligt dominerende (Helge Kjærulff Schmidt er under tøflen), og den rene pølsefryd.