Dan Dream (2017)

Efter mange år med Klovn-succes på både tv og film, kan man her for første gang opleve Casper Christensen og Frank Hvam i samme film med hver en rolle, hvor de ikke spiller sig selv.

En elbilsdrøm
"Dan Dream" er endda baseret på virkelige hændelser: I starten af 1980’erne fik iværksætteren Thorkil Bonnesen den gode – og i de flestes øjne absurde– idé at producere en elbil. Ideen fik han, fordi han ved et tilfælde mødte den nørdede Jens Fjelsted på en hjemmefabrikeret elcykel.

Alt går galt
Snart er de to fyre partnere på det stort anlagte og medieovervågede projekt. Men selvom det hele bliver nået i sidste øjeblik, kører bilen alligevel galt ved præsentationen i Forum, hvor selveste Poul Schlüter er hovedtaler.

Karakteristisk pinlig humor
"Dan Dream" slår sig i temmelig høj grad op på den karakteristisk pinlige humor, som vi kender så godt fra klovnerierne med Casper, Frank, Mia og Iben. Iben Hjejle er i øvrigt den eneste fra firkløveret, der ikke har en rolle i elbilfilmen.

Latrinær superhumor
Og det pinlige fungerer funklende i filmens første time, hvor der er fabelagtige grin at hente ud af både latrinær, handicapcentreret og racistisk humor. Hér lykkes Frank og Casper med at fortsætte i samme politisk ukorrekte spor, men i et nyt og flot ramt 80’er-tidsbillede.

Raffineret grænseoverskridende
Det er grænseoverskridende, men på den raffinerede måde, hvor platheden ikke overstyres, og hvor der er styr på karakterernes balance. En svær kunst, som Frank og Casper er mestre i.

Proletarisk overstyret
Langt mere problematisk bliver det i filmens sidste halve time, der forfalder til rendyrket (landevejs)farce. Her er vi ude i en dyb og tiltagende smattet-plat mudderpøl – og en humor, der er langt mere proletarisk, overstyret og pinlig – på den ufede måde.

Tungt og ærgerligt
Hermed slutter "Dan Dream" tungt og ærgerligt vattet. Men det ændrer ikke nævneværdigt ved de skønne grin, der er opstået undervejs, særligt i den sædvanlige hakkeorden mellem Casper og Frank, men også i Lars Hjortshøjs herlige borgmesterportræt (komplet med alvorlig tyndskid i en bus.)

Falder udenfor
Magnus Milang falder lidt udenfor den gode, humoristiske tone, som vi kender fra "Klovn", og det er en af årsagerne til, at filmen tipper over i en helt anden og uklædelig gren af grin. Det samme gælder hyperbøsseportrættet af Niclas Vessel Kølpin. Langt sjovere er Mia Lyhne som den underkuede borgmesterfrue, og Stine Schrøder Jensen er ikke ueffen som Hvams bitchede bibliotekarkone, Kirsten.

Masser af 80’er-pop
Masser af 80’er-pop sætter farve på komikken, selvom det synes unødvendigt med så meget repræsentation af ørehængere fra den svundne tid. Filmen ville have vundet noget ved at være mere centreret om sine i forvejen farvestrålende billeder. Jesper Rofelt spillefilmsdebuterer som instruktør efter i længere tid at have beskæftiget sig med tv-satire som "Live fra Bremen" og "Krysters kartel".