Inkognito (1937)

Veloplagt, veltimet og velspillet byder Valdemar Lauritzens første og eneste spillefilm som instruktør, "Inkognito", sig til for publikum. Det er ikke en dybsindig historie eller alvorens kunstneriske palet, der bærer filmen i en succesrig retning. Snarere er den uhøjtidelig og fri i sin tilgang til det folkekomisk enkle.

Griber chancen
Da Ib Schønbergs lidt latterliggjorte fabrikant Olaf Brammer får chancen for at se sit familieimperium lidt udefra, griber han det straks. Efter at have mødt Sigfred Johansens arbejdsløse Frits Holgersen, vælger han nemlig at bytte identitet med ham og starter som upåagtet ekspedient i en filial af sit eget firma.

Fluen på væggen
Således får han mulighed for at betragte, hvordan forretningen drives, og hvordan kunderne behandles, samtidig med at han på enestående vis får alle de andres holdninger om hans sande identitet at høre.

Fortrinligt tidsbillede
"Inkognito" udgør et fortrinligt tidsbillede med små forfriskende transportscener ad betonlagte motorveje og med byen som reel baggrund. Også de mange scener i den velassorterede forretning udgør et sprødt møde med en svunden tid, selvom der er tale om studieoptagelser.

I sit veloplagte es
Ib Schønberg er i sit allermest veloplagte es – ikke mindst når han forvirret og småforelsket famler sig frem som ny i forretningen (med en sjov serie begynderfadæser klippet sammen til Erik Fiehns 30’er-typiske musik.) En elskelig præstation uden forfald til komisk overspil og hele tiden med en underliggende følsomhed.

Knald på birollerne
Og der er knald og kærlighed på flere af birollerne: En uhyre veloplagt Arthur Jensen med næsen højt i sky som fabrikantens assistent, der må trække i dametøj for at agere Brammers tante. Miskow Makwarth er mægtig sød som forvirret-distræt far til syv og ekspedient i forretningen.

Usympatisk lederskab
Og så er Jon Iversen slet og ret vidunderlig, når han i rollen som filialbestyrer Kragh rynker brynene og kommanderer i et usympatisk – og, skal det vise sig – ufint lederskab.

Energisk fremdrift
Filmens energiske fremdrift er forførende, og også den umiddelbare lethed, som scenerne afløser hinanden med. Hele tiden i en samtidsfrisk klipning, hvor billederne folder sig ind og ud i herlige kalejdoskopiske former.

Ingen positiv modtagelse
Filmen blev ikke særlig positivt modtaget. "Nogle grinagtige Episoder, men to Kvarter for lang", "Ib Schønberg var god – men Filmen manglede lidt Tempo og Charme" og "Stillestaaende og uopfindsom" var blandt overskrifterne i dagspressen.

Høj standard
Filmens indledende scene sætter den høje fotografiske standard. Her ser vi gennem akvariet Ib Schønberg fodre sin elskede fisk, hvorefter kameraet zoomer ud og tilter til et bredere perspektiv. I det hele taget en film med mange fine og kreative fotografiske idéer i Carlo Bentsens optik.